Vignet: Bladkalender med den 4. maj i et hagekors
Årstal: Maj – Juni 1945
Intro: Vi starter med at høre om Misses bryllup (og det bliver nævnt, at brødrene Varnæs skulle arve Misse, hvis hendes særeje ikke blev ophævet – og det blev det ikke). Vi hører om diverse ulovligheder i Korsbæk: sortbørshandel, overfaldet på Boldt og Mads’ køb af Havgården. Helt legalt har Agnes købt Katrines hus. Mads og Ingeborg får besøg af en dansk nazist, som bringer beskeden om Holgers død. Iben besøger Elisabeth og overdrager Kristen til hende. Ullas forlovede Poul Christensen bliver skudt af tyskerne på Misses bryllupsdag. Helle kommer hjem fra skole og fortæller at Hitler er død, og snart efter kommer Misse og fortæller, at det er lærer Andersen også. Sidste afsnit sluttede af med, at Misse – ikke uden begejstring – siger, at nu er hun så enkefrue, ligesom Lillemor. Kredsen er sluttet.
Laura laver stor middag til begravelsen. Agnes kommer ind af døren, og vil gerne have Laura med hen og se ombygningen af huset. Det bliver en stor lejlighed – med brusebad og fem værelser! Serveringsdamerne kommer ned og henter fade. Vi kan høre en hund gø, og Laura kalder på Helle, som kommer løbende fra baglokalerne. Hun får en skål med mad af Laura, som hun løber ud med. Agnes kommenterer på hunden, og Laura fortæller, at tyskerne kalder den Max. Agnes spørger, hvad lærer Andersen egentlig døde af, men Laura svarer, at det er der ingen, der rigtigt ved. Helle kommer stormende ind igen og hopper op på skødet af Agnes, som giver hende et ordentligt kram – de kender hinanden godt (sikkert fra danseskolen, hvor Helle danser med Knud). Agnes mener, at Misse er bindegal, men Laura er ikke så sikker.
Misse sidder i sort ved middagsbordet og sukker teatralsk. Hun nyder virkelig enkestanden. Andersens nevø, Oskar, spiser stadig (han er vist i gang med andet stykke lagkage), mens resten af selskabet allerede er færdige, og Jørgen ser demonstrativt på sit ur. Maude kører lidt kun på sin tallerken med sin ske for ligesom at holde Oskar med selskab, som en god værtinde nu gør. Hans Christian siger, at han kan se på Maude, at han nu kan sige velbekomme, så de kan høre Londonudsendelsen i radioen. Maude bliver nødt til at påpege, at der er nogen, der stadig spiser. Oskar ser op, men hverken undskylder eller stopper. Vicky siger, at de kan høre udsendelsen igennem døren. Konsulinde Holm spørger om det nu også er passende, men Misse siger, at der jo sker så meget mærkeligt. Hun fortsætter, at Frederik jo døde samtidig med Hitler som om der skal lægges noget særligt i det. Konsulinden siger medfølende, at Misses lykke jo varede så kort, og nu er de begge enkefruer. Ligesom Lillemor, tilføjer Misse (og det er jo dét, der i virkeligheden er den største lykke…). Maude spørger Oskar, om de har undersøgt om de kan komme hjem med toget. Men Oskar siger, at de har bestemt sig til at blive lidt, for der er jo meget, der skal diskuteres. Misse siger lidt beklemt, at Oskar og hans kone overnatter hos hende – i Frederiks seng, som de jo alligevel skal arve. Elisabeth spørger om der er nogen nyheder fra London, og nu siger Maude velbekomme, selvom Oskar stadig spiser, så de kan rejse sig. Elisabeth er øjeblikkeligt ude af sin stol. Selskabet samles om radioen, som fortæller om kampe i gaderne i København og andre steder. Der bliver en vis stilhed. Oskar griber chancen for at henvende sig til Jørgen, om at de må snakke sammen. I samme øjeblik kommer meddelelsen om, at de tyske tropper har overgivet sig. Det er bevægende at se alle (undtagen Oskar) smile til hinanden, og med tårer i øjnene give hinanden kram. De er meget fattede omkring det, men der er ingen tvivl om den lettelse og glæde de føler. Oskars kone Margrethe lægger også an til et kram eller et smil som minimum, men Oskar er fuldstændig ligeglad og ignorerer hende. Selskabet taler om alle dem, der nu kommer hjem igen: Dr Hansen, Herbert (det antydes i hvert fald), Elisabeths og Maudes lillebror, Gustav, som er løjtnant og har været i England, og hr Stein. Hans Christian finder en flaske frem, som har været gemt til lejligheden. Oskar siger, at det bare er trist, at det lige skulle ske til onkel Frederiks begravelse, og han prøver igen at indfange Jørgen, som dog affejer ham. Vi ser ned på gaden, og ser folk komme løbende ud og glade omfavne hinanden. Oskar bliver ved og taler om hans onkels testamente, men det kender Jørgen ikke noget til. De to enkefruer sidder ved bordet, og konsulinden siger, at bare Emmanuel (konsulen) dog kunne have været der. ‘Og onkel Frederik!’ indskyder Oskar. Misse siger henført ‘Men sådan skulle det ikke være’. Oskar er absolut den eneste, der tænker på den afdøde Frederik, og det kun fordi han skal arve. Hans Christian kommer op fra køkkenet med en flaske champagne, samt en serveringsdame med en bakke med små glas. Han har bedt Laura og de andre komme op, og kommenterer at Agnes også var der – ligesom i gamle dage. Agnes har Helle i hånden. Vicky kommer hen og siger, at så kommer Laurits også hjem, og Agnes glæder sig til at vise ham huset. Maude vil have fat i Regitze og Ulrik og Mammi, og Hans Christian går hen for at ringe til dem. Oskar bliver ved; han siger til Jørgen, at de må mødes i morgen, så der kan komme orden i sagerne! Jørgen råder ham til at tale med Misse i stedet, og går væk fra ham. Kongesangen spiller over radioen, og Misse rejser sig værdigt op og løfter sit glas til hyldest. Alle de andre griner og ler og har en fest. Hans Christian ringer af med et tillykke til telefondamen. Han får øje på mørklægningsgardinerne og spilder ikke et øjeblik, før han river dem ned. ‘Ud med det!’ råber han, og blev vist grebet af en stemning. Damerne ler.
Mads står og ringer, mens Erik kommer løbende ind og siger, at de brænder bål på den anden side af fjorden. Ingeborg står med tjenestefolket, som allesammen har et glas med vin. Esther spørger om hun og kokkepigen Therese må tage Erik med ud og se, hvad der sker i gaderne, og Ingeborg giver lov. Mads råber desperat ind i telefonen: han prøver at få fat i Ellen. Ingeborg skælder ham ud, og siger at han vel ikke skal stå der hele aftenen: Ellen er måske ikke engang hjemme. Ingeborg mener ikke, at der kan ske Ellen noget, men Mads er bekymret fordi Ellens svigerfamilie bliver kritiseret i de illegale blade for at samarbejde med tyskerne. Ingeborg får dog lokket ham hen til bordet, og giver ham et glas med vin. De skåler (mens Mads skeler til telefonen). Ingeborg trækker ham med hen til terrassedøren, så de kan se på bålene. Mads står der i 1 sekund, så stiller han vinglasset fra sig, og går hen for at ringe igen. Ingeborg går vredt hen til ham og siger, at hvis han ringer op én gang til, så går hun i seng. Mads siger, at Ellen skal vide, at hun har dem! Ingeborg siger, at det ved Ellen godt, selvom hun ikke har besøgt dem særlig tit det sidste års tid. De taler om, at Iben har boet hos Ellen og Mogens, hvilket Mads ikke synes er betryggende selskab. Ingeborg synes nu, at Iben er helt ok, og spørger hvem, der så er betryggende selskab. Mads selv? Hun siger det på en måde, som om han ikke er.
Elisabeth kommer ind med tændte lysestager, som hun og Maude sætter i vinduerne. Nede på gaden brænder bål – blandt andet Varnæsfamiliens mørklægningsgardiner. Det ringer på døren. Laura er der til at åbne. Hun viser Dr Hansen ind, og bag ham kan vi se Kristen, som gerne vil hilse på Elisabeth, inden de skal videre. Konsulinden og Misse ser langt efter Elisabeth, som dog lukker døren til entréen for snagende blikke, så hun kan kramme sin Kristen i fred. Oskar springer op for at tale med Dr Hansen. Han spørger Dr Hansen om han ikke tilså onkel Frederik under hans sygdom. Man kan lige se toppen af Misses ansigt, og hun ser noget forskrækket ud. Dr Hansen siger dog, at han har været bortrejst siden brylluppet, og derfor ikke har tilset nogen. Oskar sætter sig nedslået ned igen. Hans kone ser opgivende på ham. Det er et under hun ikke har forladt ham for længe siden, for magen til usympatisk menneske skal man da lede længe efter!
Ude i entréen står Elisabeth og Kristen og kysser og krammer. Hun beder ham dog nedlægge våbnene imens. Hans Christian stikker hovedet ud, og undskylder så, at han braser ind. Han inviterer Kristen ind i stuen for at fejre befrielsen sammen med de andre. Maude kommer glad hen og byder ham velkommen. Hun udbryder, at hun troede, at han og Dr Hansen var over alle bjerge, men det afsløres, at de blot havde gemt sig på loftet på Brydesø Slot, hvor de allerede har drukket champagne med baronen. De satte baronen af hos Mads og Ingeborg med hans sidste flaske champagne.
Baronen har Ingeborg under armen, da de går ind i stuen. Baronen siger, at han er glad for at have venner sådan en aften, og Ingeborg er glad for han kom (og ikke kun fordi han har champagne med. Det lykkes Mads at finde de helt rigtige glas til champagne. Når baronen er der, kan Mads heldigvis godt holde sig fra telefonen.
Dagen derpå mødes Hans Christian, Jørgen og Oskar i banken – efter ønske fra Oskar. Misse er ikke med, for Oskar mener, at det er en sag for mænd. Oskar vil tale om sin onkels testamente. Jørgen siger, at han har undersøgt sagen, og der findes ikke noget. Det kan Oskar ikke forstå, for det har altid været meningen, at han skulle arve sin onkel. Før Frederik blev gift, var Oskar jo nærmeste familie. Og hans onkel og han havde flere gange talt om, at han også skulle arve de penge, som onklen giftede sig til. Jørgen siger, at de penge altså stadig er særeje, og derfor ikke en del af nogen arv efter onkel Frederik. Eftersom Frederik blev gift inden han døde, så er det Misse, der arver hans penge. Oskar får ikke en klink! Hans Christian siger beroligende, at skaden jo ikke er så stor, eftersom Frederik Andersens formue i sig selv ikke var særlig overvældende. Hvad med pensionen? spørger Oskar. Den bortfalder, siger Jørgen, men bare rolig: Misse skal nok klare sig. Hun er en ret velstående dame. Jeg ved ikke hvordan han får det sagt uden at grine, for det er overordentligt grinagtigt! Oskar synes overhovedet ikke, at det er sjovt! Oskar spørger, hvem der så skal arve? Brødrene Varnæs siger, at det jo kommer an på, hvad Misse bestemmer. Oskar siger vredt, at han har hørt, at de to brødre skulle arve, men Jørgen siger, at det vist bare er rygter. Oskar siger lige ud, at han tror, at de vil snyde ham. Der er flere mystiske punkter i sagen: dels at testamentet ikke blev skrevet, og dels at Oskars onkel er død under særdeles mystiske omstændigheder! Brødrene siger, at det jo ikke var muligt at få lavet testamenter under besættelsen, og at Misse vel kan forklare, hvad der skete under Frederiks sygdom. Men Oskar siger, at Misse ikke svarer ligeud, og han erklærer, at han vil henvende sig til politiet, så snart det nuværende kaos har lagt sig! Han forbeholder sig sin stilling, og går i vrede. Jørgen og Hans Christian ser på hinanden og ryster på hovedet.
Et par frihedskæmpere er i gang med at hente stikkere, og fører en lyshåret dame foran sig ud af et hus. Kan I huske hende? Hun var med i forrige episode, hvor hun stod foran banken, efter Poul Christensen var blevet skudt. En flok mennesker står og råber efter de folk, der allerede står på den ladvogn, som hun trækkes op på. Vi ser cykelsmeden tale med én af frihedskæmperne (som ærligt talt hverken virker særlig begavede eller sympatiske). Frihedsskæmperen siger til de andre, at der er én til de skal hente, på Rosenstien 14, en stikker og værnemager. På Rosenstien 14 bor Skjold Hansen, og han bliver hentet i morgenkåbe. Han er vred! Cykelsmeden råber til ham, at han måske husker, at han har truet med tyskerne. Skjold Hansen råber, at han aldrig har truet nogen med tyskerne, men han indrømmer gerne, at han har truet cykelsmedes unger med nogle velfortjente tæv. Musse kommer løbende ud. Hun er også i nattøj og morgenkåbe. Hun prøver at appellere til frihedskæmperne, at hendes mand aldrig har gjort noget forkert. Cykelsmeden råber, at han også har lejet ud til tyskerne (hvilket jo er det eneste rigtig forkasteligt Viggo Skjold Hansen har gjort). Musse løber efter ladvognen, da den kører, og cykelsmedes infame møgunger løber med og råber ‘tyskerkælling’ efter hende. Der smides også en sten igennem de blyindfattede ruder. Stakkels Musse! Jeg har virkelig ondt af hende!
Vi ser stikkere mm blive kørt igennem byen, hvor folk råber efter dem. Folk har Dannebrogsflag og amerikanske flag i hænderne. Vi ser studenterhuer og nyudsprungne bøgegrene og alt hvad der er dansk, mens folk råber ‘svin’ og andet efter menneskerne på ladet. Kirkeklokkerne ringer, og der hvor der burde være glæde, er der vrede og hævngerrighed. Jeg siger ikke, at stikkere ikke skal straffes, men det er godt nok middelalderlige metoder at køre dem igennem byen – skyldige eller ikke, men i hvert fald uden dom – til spot og spe. Vognen kører forbi brødrende Varnæs foran porten indtil huset. Hans Christian kommenterer, at der jo skal renses ud. Mon de så Skjold Hansen? Det kan de ikke have gjort. Netop som de skal til at gå ind af porten, kommer de to tyske vagter ud med hunden. De siger ‘auf wiedersehen’, og Hans Christian hilser høfligt. Tyskerne er der ikke nogen, der gør noget eller råber efter, men et ægtepar krydser dog demonstrativt gaden for at undgå dem. Vi ser folk hilse på Sofus Betjent med frihedskæmper-armbind om armen. Han er også kommet tilbage.
Elisabeth står og læser avisen (med ‘Danmark atter frit’ på forsiden), mens Jørgen taler i telefon i baggrunden. Han siger ‘Jamen, du godeste!’. Hans Christian kommer ind og siger, at nu er baghaven også befriet, og Elisabeth meddeler at BOPA har overtaget vognparken. Jørgen kommer ind i stuen efter at have ringet af. Han havde ikke kunne få fat i Skjold Hansen, og har fået at vide af Musse, at frihedskæmperne har hentet ham (så de kan ikke have set ham på ladet, for så havde de vidst det). Elisabeth siger, at det da ikke kan passe, og hun går ind for at ringe til Dr Hansen for at få det opklaret.
Elisabeth og Dr Hansen, begge med frihedskæmper-armbind, går hen ad gaden. I baggrunden kan man se mennesker stå med hænderne i vejret og ansigterne vendt mod husmurene. Det er en lang stribe mennesker, både kvinder og mænd. Jeg mener også at kunne genkende ryggen og håret af en kvinde, som vi tidligere har set komme ned fra et værelse på Jernbanerestauranten med en tysker. Elisabeth genkender Skjold Hansen i rækken og går hen til ham. Han reagerer ikke på hendes henvendelse. Dr Hansen henvender sig til en frihedskæmper med en liste. Frihedskæmperen siger, at de har hentet alle på listen udover fire. Adspurgt om Skjold Hansen svarer han, at han er blevet angivet. Han kalder den frihedskæmper hen, som cykelsmeden talte med, Egil hedder han, og han siger, at Skjold Hansen altid har været grov. Dr Hansen siger skarpt, at det har cykelsmedens unger også altid været. Dr Hansen spørger den første frihedskæmper, hvor længe Egil har været med, og får svaret, at han hører til ‘de sidste dages hellige’, som først sluttede sig til frihedskampen, da slaget reelt var vundet. Elisabeth kan stadig ikke få Skjold Hansen til at tage armene ned eller vende sig om. Dr Hansen kommer hen, og siger til ham, at det har været en fejltagelse, og han vender ham om. Elisabeth siger ‘Der er noget galt’ og det er der helt sikkert. Skjold Hansens ansigt er frosset i en frygtelig dyster grimasse, og han synker sammen uden at tage armene ned. Han ligner en skamskudt bjørn. Det er faktisk en meget bevægende scene. Og sørgelig. Dr Hansen råber efter en ambulance.
Agnes kommer cyklende for at besøge Laura. Hun er gal. Hun og drengene havde taget toget til København for at se Laurits sammen med brigaden af frihedskæmpere, men han er stadig i Stockholm. Han ringede besked til Boldt, fordi han ikke vidste, at hun nu har telefon selv. Hun havde glædet sig til at vise ham huset, og hun ville gerne have haft drengene til at se ham som en helt med de andre. Men Laurits har åbenbart vigtigere ting for end at komme hjem til sin familie. Laura er ved at lave en bakke klar med the- og kaffekopper, og siger at fru Skjold Hansen er på besøg. Det er en værre redelighed! Agnes siger, at hun har hørt, at Skjold Hansen fik et slagtilfælde af at blive kørt rundt af frihedskæmperne.
Maude spørger Musse, hvordan det går, mens hun rækker hende en kop med the. Musse siger, at han i det mindste har taget armene ned nu. Hun demonstrerer, hvordan han havde armene oppe, og Maude ender med at måtte sætte theen på bordet, fordi Musse sidder med armene oppe. Det var Iben, der fik ham til at tage armene ned igen. Iben er også til the. Hun siger, at hun alligevel var i byen for at hente de sidste ting. Hun spørger indgående Vicky, som også er tilstede, hvordan det går med hende. Vicky siger, at det går godt, men ikke så det lyder som om hun mener det. Musse spørger om hendes kæreste, tyskeren, så dukker op igen, men Vicky siger, at hun ikke har hørt andet end, at han er i Hollywood. Musse bliver i sporet, indtil Iben siger, at det ikke rager hende. Iben har et godt øje for, hvordan Vicky har det. Musse siger ked af det, at Iben hele tiden taler sådan til hende. Vicky siger, at Musse jo mener det godt, hvortil Iben svarer ‘Ja, hele tiden’. Musse sidder og græder. Maude prøver at trøste hende, og siger, at det nok skal blive godt igen. Men Iben siger, at det ikke er gjort med, at han fik armene ned. Han er helt fra snøvsen. Maude siger trøstende, at Dr Hansen siger, at lammelsen har fortaget sig. Musse siger hjerteskærende, at hun aldrig får sin gode gamle Viggo tilbage. Det er virkelig sørgeligt! Selvom han var sådan en spradebasse, der tromlede henover folk, så har han og Musse haft et virkelig godt ægteskab. Men det er vendt helt på hovedet nu. Stakkels, stakkels Musse.
Kristen er på besøg hos Skjold Hansen på hospitalet, og det er ganske rigtigt: den gamle Viggo er helt væk. I hans sted sidder en afdæmpet og ydmyg mand, som nødig vil være til ulejlighed… Kristen ved ikke helt, hvad han skal stille op med ham. Kristen prøver at spørge ind til konsortiet og det retslige efterspil, der vil være på det, men Skjold Hansen er ligeglad med det. Det må de andre tage sig af. Han takker affejende nej til at få indhentet juridisk hjælp. Alting ordner sig, og han er færdig med at kæmpe for sin sag. Kristen skifter emne, og siger, at han forstår, at Iben har været på besøg. Skjold Hansen lyser op, og siger, at Iben gerne vil have en rideskole. Kristen går ud for at finde en vase til de blomster han har med, og Skjold Hansen siger høfligt tak for besøget…
Ude på gangen løber Kristen ind i Hans Christian, som spørger hvordan det går med Skjold Hansen. Kristen advarer ham om, at den er helt gal: Skjold Hansen er blevet velopdragen…
Ellen kommer hjem til Korsbæk. Mads er den ædle ridder, der har frelst hende fra oplevelser, hun skulle have været foruden. Ellen ser nu ikke særlig medtaget ud. Esther får lov til at bære kufferterne ind. Ingeborg sidder og læser i en bog, da hun hører Mads stemme i entréen. Hun trækker vejret dybt, lægger bogen væk og skruer smilet på. Hun åbner døren, netop som Ellen og Mads kommer derhen. Mads erklærer, at han har bragt deres datter hjem. Ellen ser en smule forlegen ud. Der er ingen kram mellem Ellen og Ingeborg. Ellen undskylder sig hurtigt og siger, at hun skal pakke sine kjoler ud. Mads fortæller, at Ellens svigerfar fortsat er tilbageholdt af politiet. Mogens sad kun et par timer, så blev han sluppet ud igen. Men de mister nok villaen, som i virkeligheden ejedes af firmaet, selvom det var en bryllupsgave. Mads siger, at sådan ordner man nu det; deres kæmpekasse ejes jo også af Skjerns Magasiner. Mads siger, at Ellen og Mogens nok mister alt, undtagen Ellens særeje, selvom Mogens ikke har gjort noget. Ingeborg spørger, hvor Mogens egentlig er, og Mads siger affejende, at han skulle noget, og i øvrigt kan tage toget, når han kan. De ville ikke vente på ham, for hans mor har siddet og flæbet hos dem, siden hendes mand blev arresteret for værnemageri. Mads har ikke meget tilovers for hende; for hun må jo have vidst, hvor pengene kom fra (på samme måde som Ingeborg, ved hvor jeres penge kommer fra, hva’ Mads?). Ingeborg siger, at det vidste de jo også, og alligevel lod de Ellen gifte sig med ham. Mads ser lidt sur ud, men siger, at eftersom Mogens nu engang er gift med Ellen, så vil han tilbyde ham et job på konfektionsfabrikken, selvom han er ingeniør. Bare han kan indordne sig! Mads siger, at de også må finde et hus til dem. Ingeborg står og ser ud som om hun er ved at brænde inde med noget. Så spørger hun, om han har talt med Ellen om det hele. Han siger, at han har nævnt det, men at hun ikke havde lyst til at tale om fremtiden. Men det ville han gerne, for nu gælder det om at komme videre. Ingeborg er igen lige ved at sige noget, men hun indser nok, at hvad hun end kan sige af kloge og fornuftige ting, så er Mads ikke lydhør.
Oluf Larsen kommer ind i Jernbanerestauranten og sætter sig ved stambordet, hvor Fede allerede sidder. Der står to thekopper på bordet, og Fede siger forventningsfuldt, at han har bestilt. En skrapt udseendet dame med plukkede øjenbryn kniber øjnene sammen ved synet af Oluf, og kommer med to kander the til herrerne, som bliver noget skuffede. Det er ikke den opskrift Boldt plejer at bruge (som består af 100% øl). Oluf kalder damen hen, og klager. Men hun siger, at hun ikke kender noget til Boldts opskrift, og at de pilsnere de har, er beregnet til spisende gæster. Fede bestiller straks dagens ret, men Oluf takker fornærmet nej tak. Damen bekræfter, at Fede så kan få en pilsner, og hun tilføjer til Oluf, at Kvik skal være på gulvet. Oluf ser på Kvik, men lader ham bliver siddende ved siden af sig. De begynder at snakke om, at tyskerne er i gang med at rømme landet til fods. Fede siger, at han havde set den gamle med hunden. Oluf kommenterer, at det er en lang travetur, og siger til Kvik, at det er godt, at det ikke er ham, der skal ud og gå hele veje ntil Tyskland. Damen kommer tilbage med Fedes pilsner, og siger, at tyskernes hunde ikke kommer til Tyskland, for de bliver heldigvis allesammen skudt i Korsør. Oluf skynder sig at verfe Kvik ned på gulvet. Han hopper dog op igen, da damen har vendt ryggen til.
Hjemme hos Agnes er der travlt. Både med forretningen og med håndværkere. Laurits kommer op af trappen og ser ind i sin gamle lejlighed. Han får øje på en skikkelse med ryggen til, og lister sig ind på hende for at forskrække hende. Han sætter hænder i siden på hende, men det er ikke Agnes. Det er frk Jørgensen, der benægter at være Agnes. Laurits siger stammende, at han nok også syntes at det føltes anderledes. Han spørger efter Agnes. Frk Jørgensen fortæller vigtigt, at fru Jensen er ned i den nye lejlighed med håndværkerne. Laurits er forvirret, og spørger om det er fru Larsen, der bygger om. Men frk Jørgensen siger, at det er fru Jensen, som ejer huset nu. Laurits spørger, hvad frk Jørgensen laver, og hun siger, at hun arbejder for fru Jensen, og går til hånde, når hun har travlt. Laurits spørger om det er Agnes de taler om – hende med Aksel og Knud? Det bekræfter frk Jørgensen. Laurits bakker ud og begynder at råbe på Agnes. Man kan høre, at han finder hende, for aldrig har man hørt så glædesstrålende en stemme råbe ‘Laurits!’. Frk Jørgensen ser lidt mismodig ud, og fortsætter så med arbejdet.
Knud og Aksel er i gang med at spise chokolade hjembragt fra Sverige. Laurits sidder og ryger og ser stolt på dem. Agnes kommer med kaffe til ham, og skænker også op til sig selv. Hun ser lykkeligt på ham. De er stadig i deres gamle lejlighed. Kaffen er også kommet med hjem fra Sverige – en af fordelene ved flygtningelivet. Laurits spørger, om de har hørt fra Herbert, og Agnes siger, at Vicky har hørt, at han er i Hollywood. Laurits siger, at nu må Herbert da indrømme, at han tog fejl, for krigen var ikke blevet vundet uden Stalin (alt er politik med ham – ikke noget med at spørge til, hvad Herbert mon laver i Hollywood eller hvordan Vicky har det). Laurits prædiker, at russernes sejr er starten på en ny tid. Agnes ved ikke rigtig hvad hun skal sige til det, men siger, at alting også er nyt i Korsbæk, for dem. For de flytter ned i den nye lejlighed på mandag. Laurits ser sig lidt hånligt omkring, og siger, at der kommer man hjem og så har ens kone fået eget hus! Agnes siger, at det også er hans hus. Laurits siger lidt vredt, at han ellers havde tænkt sig at leve og dø som proletar. Knud spørger hvad en proletar er. Det er noget Agnes har glemt at lære drengene, mens Laurits var væk. Agnes siger, at han ikke skal fylde alt det russiske ævl i dem, og Laurits siger snusfornuftigt, at det altså er latin. Agnes siger, at så skal drengene nok lære det, for de skal på latinskolen – frk Mikkelsen siger, at de er dygtige. Laurits bliver først sur over, at de skal på latinskolen, men tilføjer så, at de jo har arvet hans gode forstand. Agnes rejser sig vredt og siger ‘ja, jeg har jo altid været dum i nakken!’ Laurits ser lidt flovt efter hende. Det var ikke sådan han mente det… Men han bør nok hurtigt lære ikke kun at tænke på sig selv!
Laurits og Agnes er på besøg hos Laura, og har haft rigtig kaffe og chokolade med. Laura siger, at herren og fruen får et chok, når de opdager, at det er rigtig kaffe (for gaven til hende bliver selvfølgelig brugt på dem – de er jo en slags familie). Laura spørger Laurits om han så skal starte ved banen igen, men Laurits siger, at han måske skal lave noget noget andet: partiet vil måske ansætte ham i en stilling i København. Det er nyheder for Agnes! Hun spørger vredt og overrasket om han rejser fra dem igen? Men han siger, at de da skal med. Men med vil Agnes i hvert fald ikke! Laura ser hovedrystende efter dem, da de går.
Laura kommer ind i stuen med kaffe til Maude. Maude lægger kabale, og er lige ved at afvise kaffen, fordi erstatningskafferne er så forfærdelige. Men Laura siger, at det er et nyt mærke, som fruen måske kan lide. I køkkenet snuser Laura til sin kaffe med stor nydelse, mens hun nynner. Hun tager et stykke chokolade, tager en bid og så en slurk kaffe, og ser helt salig ud ved smagen. Så kradses der på døren og Laura rynker brynene. Hunden Max er kommet hjem. Laura tager ham ind i køkkenet og klør ham bag ørerne, og giver ham et stykke chokolade (dét må man ellers ikke! Men det vidste de nok ikke dengang…). Hun snakker lidt med hunden, og siger ‘hvem vil dog have én som dig?’. Hans Christian kalder på Laura oppe fra stuen. Laura skynder sig at gemme Max inde på sit værelse. Hans Christian kommer ned i køkkenet. Han er begejstret over kaffen – hvor har hun dog fået den fra? Laura fortæller, at Agnes mand havde kaffe og chokolade med, men at hun gemmer chokoladen til Helle. Max kradser på døren. Hans Christian spørger om de har fået rotter, med Laura siger, at det er værre: tyskerens hund er vendt tilbage. Hun lukker Max ud igen, og han løber hen til Hans Christian, som bekymret siger, at den ser ud til at have været bundet. Laura begynder at argumentere for den; Helle er glad for den, og hvem vil mon have den, og ægte er den jo nok ikke, men fruen vil vel ikke have den i huset. Hans Christian står og overvejer. Han siger, at han også havde hund, da han var dreng. Laura finder mad og drikke til Max. Laura siger, at hvis hun havde sit eget, så ville hun gerne have hund – det har hun altid ønsket sig. Hans Christian siger, at den i hvert fald godt kan blive der til i morgen.
Næste dag møder Hans Christian i banken, hvor personalet virker lidt anspændte. Frk Mortensen stopper Hans Christian, inden han går ind på sit kontor, og fortæller, at hr Stein er kommet tilbage. Han satte sig bare på sin plads, og ville ikke have noget påstyr, men at han havde kaffe med. Hans Christian kommer hen imod ham, og ser virkelig glad ud. Han giver ham hånden, og siger (det er så smukt): “Af alle glæder er denne vist den største”. Hr Stein spørger glad, om man stadig har brug for ham i banken, og Hans Christian forsikrer ham om, at det har de. Han fører ham med ind på kontoret.
Musse er til møde med Mads på hans kontor. Han havde ventet, at Skjold Hansen også var med, men Musse fortæller, at han hellere vil gå og nusse i haven. Huset er desuden hendes. Mads vil gerne overtage det med øjeblikkelig virkning til Ellen (og Mogens). Musse kommenterer, at det da heller ikke er rart sådan at stå uden tag over hovedet, hvortil Mads vrisser, at hans datter ALDRIG vil stå uden tag over hovedet! Musse sukker og trækker næbet til sig igen. Aftalen bliver, at Mads overtager Rosenstien 14, mens Musse og Viggo overtager lejemålet på stuehuset på Havgården. Mads spørger om Skjold Hansen selv vil ordne skødet. Musse siger, at det ikke interesserer hendes mand. Han siger hele tiden, at hun må bestemme, og det er hun jo ikke vant til. Mads spørger om de vil sagsøge frihedskæmperne for den overlast han led, men Musse siger, at det vil Viggo ikke: han har det godt nok. Mads kommer ind på det retslige efterspil, men det er Skjold Hansen også ligeglad med. Han vil betale hvad bøde, der nu end bliver at betale. Mads er målløs og kalder det en tragedie. Men Musse siger, at det kunne have været værre: heldigvis fik Skjold Hansen overført en masse penge til hendes og Ibens særeje, INDEN han blev underlig. Musse fortæller, at Kristen og Iben vil skilles (det vidste Mads godt, kan man se på hans misbilligende ansigt), og at Iben vil bruge sine penge på at bygge et nyt ridehus, og så vil hun være beridder, selvom det er noget, som kun mænd ellers er. Det er Iben da ligeglad med. Hun gør hvad hun vil. Til afsked siger Mads, at han vil lade Jørgen Varnæs ordne det med skødet.
Hr Stein aflægger visit hos Maude og har kaffe med (de må have ribbet butikkerne i Sverige, alt det kaffe flygtningene havde med hjem!). Maude beder ham blive til middag, og forsikrer ham om, at de denne gang spiser i spisestuen. Han ser ud som om, at det ikke er helt passende, at han sådan spiser til middag med chefen (på samme måde som Laura ikke ville synes, at det var passende at hun gjorde det). Sæderne er i forfald. Hr Stein siger rørt, at den aften, hvor hun kørte ham i sikkerhed, betød meget for ham, og Maude siger, at den også betød meget for hende. De kan ikke rigtig sætte ord på det, men de ved godt begge to, hvor stort det var. Maude spørger til hans ophold i Sverige. Hr Stein fortæller, at han også arbejdede i Sverige, og at han er heldig med sine naboer her i Korsbæk, som har sørget for hans lejlighed, mens han var væk (vi husker, at det var nabokonen, der i sin tid advarede ham, så han nåede væk, inden tyskerne hentede ham). Og banken har betalt huslejen imens. Det manglede da bare, siger Maude. Men mange har mistet alt, fortæller han. De taler om, at der også er sket meget i Korsbæk. Bankens bestyrelsesformand, konsulen, er død, og hans plads overtaget af murermester Jessen. De taler om, at Skjold Hansen ellers havde luret på den plads, men at Hans Christian foretrak Jessen. Hvilket jo viste sig at være meget godt, nu hvor Skjold Hansen er som han er. Hr Stein fortæller, at han hørte om Skjold Hansen fra Kristen Skjern, som han også har aflagt visit hos, og Katrine Larsen har han også været forbi – de var jo begge involveret i at hjælpe ham på flugt. Maude siger, at Kristen selv overbragte den kostelige gave, brochen, som nu kaster glans over hendes krigsgarderobe, som hun siger. Hr Stein synes, at hun er elegant som altid. Maude siger, at hendes dragt eller er Hans Christians gamle habit, som er blevet vendt og syet ovre hos Skjerns. Så, ja, meget har forandret sig! Ja, og De har fået hund, siger hr Stein. Det benægter Maude nu, men vender sig, og ser Max sidde og se sød ud. Max løber hen og bliver kløet bag øerne af hr Stein. Maude er målløs! Hvor kommer den dog fra? Laura begynder at dække bord, og Maude spørger om hunden ikke er tyskernes køter? Det går op for Laura, at Max er smuttet med op, og hun siger, at Max var kommet rendende tilbage, og at han har været der et par dage. Maude protesterer, men Laura indskyder, at Helle er rigtig glad for den (nudge nudge, kan du huske, hvordan du ødelagde dit forhold til din anden datter, dame?!). Laura siger vredt, at de da godt kan bede dyrelægen om at komme og skyde den, så har den da levet de par dage ekstra! Hun smækker det sidste glas i bordet med et smæld. Maude ser helt forskrækket ud. Hr Stein siger, at hunden også er et af krigens ofre. Maude er ved at bløde lidt op, og spørger, hvordan den dog har fundet på at komme her? Laura siger, at det har hun og bankdirektøren allerede spurgt den om. Maude bliver noget spids, da hun hører, at hendes mand allerede ved det – hende er der aldrig nogen, der fortæller noget! Men Laura siger, at det ikke var meningen, at den skulle løbe op, og at det var meningen, at den skulle afsættes til nogen andre. Maude spørger, hvem der dog vil have en uægte hund, hvortil Laura siger, at det ville hun gerne, hvis hun havde haft sit eget. Hun kalder på Max, som lydigt følger med hende ned i køkkenet igen. Maude siger opgivende, at nu skulle det nok passe, hvis Laura igen fik den idé at flytte. Hr Stein siger, at hun jo er glad for hunden, og at hun måske også engang imellem er ensom. Maude ser smilende på ham. Hr Stein ved godt noget om ensomhed.
Erik og Ellen spiller Ludo, mens Mads taler med (eller til) Mogens. Ingeborg vander blomster. Det går op for mig, hvor mange planter, der egentlig er i den stue. Måske et tegn på, at Ingeborg har meget lidt at lave udover at passe stueplanter… Ellen går meget op i Ludospillet. Mads fortæller, at huset Rosenstien 14 bliver istandsat, mens familien er på Feddet, som Ellen tager med ud til, mens Mogens kan blive i kæmpekassen og passe sit job som volontør på fabrikken. Til at starte med får Ellen og Mogens hvert et beløb, så de kan leve standsmæssigt, og på sigt kan de så se, hvordan det går, og de kan fastsætte en løn til Mogens. Mads spørger Ellen, om hun ikke har lyst til at høre, hvad de har bestemt. Men Ellen afviser. Hun ved godt, at det er Mads, der har bestemt det hele, og at Mogens er en vat***, som lader sig løbe over ende. Hun er ligeglad med, hvad der bliver bestemt lige nu. Mads viser Mogens tegningerne over huset. I den anden stue kommenterer Ingebog, at det jo drejer sig om både Ellen og Mogens, men Ellen siger, at Ingeborg udmærket godt ved, at hun, Ellen, hellere var blevet i København. Hun ville gerne være begyndt at studere. Det virker ikke som om, at Ellen nødvendigvis føler behov for at ‘leve standsmæssigt’ – hun vil gerne kunne klare sig selv. Men hun siger, at foreløbig kan de bestemme alt det de vil. På sigt vil hun finde ud af hvad hun vil, og så vil hun gøre det. Ingeborg ser lidt bekymret på hende. Men Ellen har ret: lige nu er alt kaos, og Mads har sit spotlight på hende. Når alt bliver roligt igen, kan hun lægge sine egne planer, og så skal hun nok få dem ført ud i livet! Mogens er ydmyg og takker Mads, og siger at han vil gøre sit bedste, og Mads siger, at det håber han. Her gives ikke ved dørene…
Nede i Lauras køkken sidder Laura med sin kaffe, sin avis og sin cerut med Max liggende op af sine ben. Først kommer Hans Christian ned, og takker for middagen på hr Steins vegne, så kommer Maude også. Hans Christian siger, at de er kommet for at tale om hunden, og Laura siger skarpt, at det tænkte hun nok. Maude spørger om den er blevet vasket siden den er kommet tilbage, og Laura svarer hvast, at hunden er renere, end den sidste stuepige fruen skaffede hende på halsen (det var nok hende, der havde fnat). Laura tør næsten ikke håbe, så hun kommer med den ene bemærkning efter den anden om spildte bade til hunden, og at den er ren nok til at blive skudt. Men Maude og Hans Christian siger, at hun gerne må beholde den, hvis hun vil, men at den skal være i køkkenet og i hendes værelse. Laura bliver meget glad, og takker på både sine og Maxs vegne. Maude synes, at ‘Max’ er en frygteligt navn. Hans Christian foreslår de kalder den Pax i stedet, og Laura siger, at de jo kan spørge hunden. Pax reagerer på sit nye navn, som er enstemmigt vedtaget. Det ringer på døren, selvom klokken er halv ti om aftenen. Maude og Hans Christian går op, og Laura ser skævt smilende efter dem.
Gæsten er såmænd Misse Møghe, som føler sig fredløs i sit eget hus på grund af lærer Andersens nevø. Hans Christian byder på noget at styrke sig på, men Maude takker nej. Misse siger, at det ikke så meget er pengene, Oskar plager hende med, men spørgsmål om Frederiks sygdom. Maude siger, at det måske også havde været en god idé at tilkalde en læge. Men Misse siger, at så var det bare kommet frem, hvordan han var blevet syg. Hun fortæller, at han havde været ude på altanen på bryllupsnatten, og at hvis lægen var kommet, så havde han nok fortalt, hvor længe han stod der. Maude mener, at han vel selv var ansvarlig for hvor længe han stod der. Det synes Misse sådan set også, for han var jo selv skyld i det der skete… Men det var jo hende, der havde lås altandøren, da han gik ud for at bede om nattero. Hans Christian spørger målløs, om hun låste ham ude på altanen med vilje? Men hvorfor? Men det synes Misse ikke, at man kan tale om. Hans Christian spørger forfærdet, om han da slog hende? Men Misse siger, at det var meget værre, men det er noget man ikke kan sige til en herre. Hans Christian foreslår, at hun fortæller det til Maude, hvis han går udenfor. Det går Misse med til, selvom hun ikke er meget for at forskrække Maude på den måde – hun kunne jo ikke vide, hvad der gemte sig i Frederik, han som jo ellers var så respektabel. Maude siger blidt, at de nu respekterede Misse mest, og det glæder Misse meget. Så tør hun godt fortælle det til Maude, nu hvor de ikke har nogen illusioner om Frederik, som kan briste, ved det hun vil fortælle. Hans Christian går udenfor, og en lidt ilde tilmode Maude sidder tilbage. Misse fortæller nu, hvordan Frederik ved sengetid blev som et vildt dyr, som ville op i sengen til hende – under Lillemors billede! Men bedst som Misse kæmpede for sin dyd, begyndte de at skyde og råbe på den anden side af gaden ved pensionatet. Frederik var heldigvis så nysgerrig, at han gik ud på altanen, og Misse sprang hen og lukkede døren og drejede nøglen om. Maude spørger chokeret, hvor længe han såcstod derude. Misse siger, at hun lukkede ham ind, da det blev lyst, for det havde jo ellers set mærkeligt ud i regnvejret (!). Maude siger chokeret, at så har han jo stået der i 6-7 timer! Misse siger tænksomt, at til sidst sad han nu ned, men at han var helt rolig, da hun fik ham ind igen. Og siden stod han ikke ud af sengen – altså sin egen, den som Oskar skal arve. Maude er ret forfærdet, men siger alligevel stakkels Misse, som så gerne ville giftes. Ja, nu er det overstået, siger Misse affejende. Misse betror Maude, at hun tror, at det var Gud og Lillemor, der reddede hende, fordi hun hele tiden bad til dem om at noget måtte ske. Og så skød de på den anden side af gaden! Maude siger lidt sammenbidt, at tyskerne faktisk dræbte en ung mand fra den anden bank. Det synes Misse selvfølgelig er trist, men hvad var der ellers ikke sket med hende?! Maude mener, at nu kan Hans Christian vel godt komme ind igen. Hun kalder på ham, mens hun chokeret ser på Misse. Maude spørger om hun ikke kan få et glas alligevel, helst noget rigtig stærkt. Hans Christan ser undrende på Misse, som sidder og drikker af sit eget glas.
Hans Christian har fortalt hele historien til Dr Hansen, som tager det meget pænt. Hvem skulle dog have troet dét om Misse Møghe! Hans Christian spørger, om der kan ske Misse noget, og Dr Hansen siger, at hvis de holder mund med den historie, så kan der ikke bevises noget. Heller ikke hvis lærer Andersen blev gravet op igen. Misse har gjort, som hun er blevet opdraget til af sin mor. Hans Christian fortæller, at man taler om at rejse et monument for fru Fernando Møghe. Det imponerer ikke dr Hansen synderligt.
Skjerns Magasin er pyntet med frihedsfarver: rødt, hvidt og blåt. Mads er på vej ned af trappen, da Ellen beder ham vente. Hun har lige plyndret stativerne for de sidste sørgelige rester, som da altid kan bruges på Feddet. Hun går storsnudet ud af butikken med sine indkøb, mens Gudrun ser efter hende med en lidt nedladende mine – hun kan jo godt huske, hvor den unge frøken startede. De kommer ud af butikken, og Ellen får øje på Hans Christian, som er på vej ud og gå med Pax. Hun kaster et kort blik på Mads, og skrår så over vejen og stiller sig foran Hans Christian. Mads halser efter. Ellen spørger, om de har fået hund. Hans Christian siger, at det teoretisk er Lauras, men at det er lidt svært at sige præcis hvis hunden det er. Han fortæller, at Regitze kommer hjem i morgen med en engelsk wing commandor. Ellen siger, at det gør Daniel også, hvilket kommer som en overraskelse for Mads. Ellen siger, at det var derfor hun var ude og shoppe: for at blive fikset lidt op.
Vi ser Daniel komme ned ovenfra sammen med en ung engelsk mand, som er meget imponeret over det store hus. De ser glade ud. Ellen kommer ud, og smiler så imødekommende (forførende?) hun kan, og Daniel introducerer dem afmålt. Wing commandoren hedder Jim Donaldson. Daniel skynder sig at introducere Jim for Ellens mand, så han ikke skal få idéer. Ellen ser leende efter den lidt sure Daniel. Jim ser beundrende på Ellen. Både Mogens og Erik kommer hen og hilser. Ingeborg kommer også, og hilser pænt på flydende engelsk. Jim siger, at han har hørt alt om hende, selvom alt andet har været en hemmelighed indtil nu. Erik er imponeret over den jeep, som Jim og Daniel er ankommet i.
Foran Varnæs’ hus holder der også en jeep, som er fuld af nysgerrige unger, som Laura prøver at verfe væk. Mads venter udenfor Skjerns Magasin på at en stor dreng henter hans cykel, så han kan cykle hjem. Inden han er kørt, er jeepen fuld af børn igen. Vi ser ham ankomme til villaen, hvor Daniel ser langt, og bekymret, efter Jim, som Ellen har slæbt med ud på terrassen. Ingeborg ser bekymret på Daniel, mens de andre ikke bemærker noget. Ellen fortæller at i aften vil de kunne se en masse Skt Hans bål langs fjorden. Mads spørger, hvor længe Jim er på besøg, og Daniel fortæller, at han har fire dages orlov. Ingeborg spørger, om de så tager med på Feddet, men Daniel havde tænkt, at de kunne blive boende i huset. Han har lovet at vise Jim Korsbæk. Ellen har Jim under armen, og siger på dansk, at det der er at se i Korsbæk kan ses på en time. Daniel siger på engelsk, at det må Jim bestemme. Ellen siger på engelsk, at det kun tager en time at se hvad der er at se i Korsbæk, og så de kan tage med i sommerhus. Mads roser Ellens engelske, men Ingeborg har mere fokus på sagens kerne: nemlig at Daniel og hans ven selv skal bestemme hvad de har lyst til – og at Daniel i hvert fald ikke har lyst til at dele sin ven med den opmærksomshedsøgende Ellen. Men Ellen afgør sagen: hun tilbyder sig som éntimes guide. Jim spørger Mogens om det er ok, og Mogens siger ja værsgo. Ingeborg ser ud som om, at hun kunne slå ham. Jim ser spørgene på Daniel, som skuffet og vred siger, at han kan gøre hvad han vil. Jim kan godt se, at Daniel er såret, og på vejen ud lægger han hånden på Daniels skulder og siger ‘One hour’. Ingeborg ser sammenbidt på Mads, som sidder og smiler. Mads rejser sig, og går ind på sit kontor. Mogens tager sig en gibbernakker, og spørger Daniel om han vil have også, men det vil Daniel ikke. Lidt efter kommer Erik ind. Han er sur, fordi han ikke kunne få lov til at køre med i jeepen. Mogens sætter sig muntert ved siden af Daniel og siger ‘Lad nu de unge more sig’. Daniel rejser sig vredt, og beder ham passe sig selv. Ingeborg føler en hel masse – det er tydeligt! Hun rejser sig bestemt, og går ind til Mads. Hun skal til at sige noget, men så lukker hun dørene efter sig, så Erik og Mogens ikke kan høre, hvad hun siger. Mads ser op og spørger om der er noget. Ingeborg siger desperat “Interesserer du dig overhovedet ikke for hvad der foregår her i huset?”. For orv, hvor der foregår meget, og Ingeborg ser det hele, mens Mads intet ser!
Mit Matador 