Vignet: Spionspejl i vinduet
Årstal: Vinteren 1945-46
Intro: Vi starter ved lærer Andersens begravelse – og naturligvis befrielsen. Elisabeth og Kristen er nu åbenlyst et par, og Mads Skjern henter Ellen til Korsbæk, selvom hun helst er fri. Vi hører om Skjold Hansens forvandling til en blid og føjelig person. Hr Stein og Røde vender begge hjem fra Sverige. Sidstnævnte kan dårligt kende sit hus igen, som Agnes har forvandlet i hans fravær. Blandt andet ved at installere frk Jørgensen som en slags husholderske. Den tyske hund Pax er flyttet ind i køkkenregionerne hos Varnæs, men Misse oppe i stuerne røber, hvordan det nu lige var at hun blev enke. Daniel kommer hjem med en wing commander, som Ellen straks erobrer (og vi bliver lidt sure på hende – den gimpe!)
Røde kommer hjem med toget fra København, og hilser nådigt i forbifarten på sine gamle kolleger, uden at bruge mange øjeblikke på det. I Jernbanerestauranten sidder frk Hollenberg med en engelsk soldat (hun må virkelig være glad for mænd i uniformer!). Den driftige nye værtinde serverer en pilsner for Røde, som spørger om Boldt er i spjældet igen. Hun svarer spidst, at Hr Boldt er på sit værelse. Han er rykket op på første sal til et værelse med vaskekumme, informere maler Hansen os om. Han og grisehandleren sidder også ved stambordet. De taler om den nye værtinde, som tilsyneladende har planer om at gifte sig med Boldt. Oluf Hansen mener, at fængslet må have gjort Boldt sindssyg, men maler Hansen tilføjer, at hun vist har penge. Røde kommenterer, at der kan man se hvad jagten på ussel mammon kan gøre ved mennesker. Imens træder Agnes ind i restauranten. Hun regnede nok med, at hun kunne finde Røde ved sit stambord, hvorfra han ikke har haft planer om at rejse sig før maden står på bordet hjemme. Agnes fortæller, at maden i øvrigt ikke står på bordet, for hun har haft nok at lave. Hun beklager sig over, at hun ikke må bruge deres gamle lejlighed til sin forretning, fordi den kun må bruges til beboelse. Røde indskyder, at sådan er reglerne, og det er tydeligt, at det er en konflikt som de har diskuteret før. Agnes bliver stødt, da Røde omtaler hendes ansatte som et harem. Både Oluf Larsen og maler Hansen driller Laurits med, at hans kamp for det arbejdende folk tilsyneladende ikke gælder kvinderne (i hvert fald ikke hans egen kone). Men de har ondt af ham, fordi kommunisterne skønt et flot valg (18 mandater) stadig må trækkes med en venstremand som statsminister. En jernbanemand kommer ind med en stor pakke, som han rækker til Oluf. Pakken er til Katrine fra Amerika. Jernbanemanden klapper Laurits på skulderen og siger dav, men Laurits ignorerer ham, og til sidst går han skuffet.
Skjold Hansen er i banken, og reagerer noget nervøst, da hr Stein spørger, om han kommer til bestyrelsesmødet. Skjold Hansen spørger om de mon ikke kan undvære ham, for han har lovet at gå tur med deres lille finnepige, Siri, og han præsenterer et lyshåret, bebrillet barn for hr Stein. Skjold Hansen hilser nervøst på alle på vejen ud. Frk Mortensen kommenterer, at der kan man se, hvad et slagstilfælde kan føre til.
En alvorlig (og lidt utilpas) Hans Christian sidder til møde med bankbestyrelsen. Formanden, murermester Jessen, fremlægger, at Skjold Hansen ønsker at træde ud af bestyrelsen ved regnskabsårets slutning, og at apoteker Strøm har foreslået, at Jørgen genindtræder i bestyrelsen, nu hvor han har praksis i byen igen. Hans Christian påpeger, at selvom han gerne ser Jørgen knyttet til banken igen, så er hans genindtrædelse ikke hans idé. Murermester Jessen siger, at de jo har god tid. Han vil gerne have en samtale med Jørgen selv, inden de går videre med sagen.
Om aftenen sidder Hans Christian og læser avis i lænestolen, mens hunden Pax ligger i sofaen. Laura kommer op med en godbid til hunden. Hun ser lidt misfornøjet ud. Hans Christian får Pax til at give pote, inden han får sin godbid. Laura smiler lidt skævt, men ser så misfornøjet ud igen, da hun påpeger, at fruen ikke vil have, at Pax ligger i møblerne. Maude kan være hjemme nårsomholst. Hun er til en velgørende matinée i København. Der er åbenbart en lang række velgørende arrangementer for alle mulige i den periode, men lige denne her var for de sultne i Paris. Hans Christian siger muntert, at så må han jo sulte lidt endnu, indtil hun kommer hjem. Laura vender sig får at gå, men kaster et sidste skuffet blik på Pax, som ikke gør anstalter til at følge efter hende.
Mads læser også avis, men rejser sig, så snart Ingeborg kommer ind sammen med Ellen og baronen. De har også være til matinée, som viser sig at have været et modeshow med alt det nye fra Paris. Ingeborg fortæller, at Daniel fik tegnet en masse, så Mads kan få nye idéer til fabrikken og butikken. Ellen fik købt noget pels, som Ingeborg synes minder om røgede ål (her må jeg give Ingeborg ret). Ellen fniser af sin mors kommentar. Baronen skænker en drink til sig selv, og Ellen beder om at få én med. Ingeborg spørger, om hun ikke skal hjem til Mogens, men Ellen siger affejende, at han spiser ude. Mads spørger om Daniel fortalte om hvordan det gik på Niels Brock, men Ingeborg siger, at han havde travlt med at tegne. Ellen siger, at han bagefter gjorde Maude sin opvartning, hvilket Ingeborg prøver at feje lidt ind under gulvtæppet. Det kommer frem, at Maude sad sammen med Hr Jørn, som syr kjoler for de fine. Ellen siger, at han også har syet for hende, og Ingeborg siger spidst, at det tror hun gerne, som om det er noget at skamme sig over. Ellen siger, at Daniel gerne ville præsenteres for Hr Jørn, hvilket Mads synes er lidt underligt. Ingeborg prøver at skifte emne ved at spørge, om Mads har spist. Han har nu, ligesom Hans Christian, ventet på at de kom hjem. Men både Ellen, Ingeborg og baronen er stopfodrede med franske delikatesser. Som baronen siger: sådan æder de rige for at skaffe de fattige mad.
Maude kommer også hjem, og Laura kommer susende ind med Helle i hælene for at høre om de kan spise nu. Maude råber, at hun kun skal have to dråber suppe. Laura ser misfornøjet ud. Jeg kan egentlig godt forstå hende: de har taget hendes hund og har til gengæld givet hende ansvaret for Helle, og spisetiderne flyder.
Ved aftensmaden (som ER suppe) fortæller Maude, at hun har bestilt en ny aftenkjole hos Hr Jørn. Hans Christian siger, at den kan hun hurtigt få brug for, for de bliver nødt til at invitere bankbestyrelsens formand og hans kone, for han vil gerne introduceres for Jørgen. Det er Maude ikke særlig begejstret for. Murermester Jessens kone virker noget landlig, mener hun. Og det er hun også; hun er fra Havgården, den gård, som Jørgen i sin tid købte, og solgte videre til Mads Skjern, som nu lejer den ud til Skjold Hansens. Maude fortæller, at hun mødte Daniel Skjern, og at hun introducerede ham for Hr Jørn, som var meget interesseret i Daniels tegninger.
Hjemme hos Katrine og Oluf sidder Laurits, Agnes og Vicky og kigger på nogle af alle de ting, som Herbert har sendt fra Californien. Rosiner og kakao og nylonstømper og alt muligt, som de skal dele. Hans medfølgende brev er på tysk, og Katrine beder Vicky om at læse det. Han har slået sig ned i Los Angeles blandt ligesindede. Han tænker tit på sit fristed i Korsbæk, og tænker tit på dem. Han har addresseret pakken til Katrine, fordi han regner med, at hun i hvert fald ville være der – andet ville han ikke kunne leve med. Selvom brevet er rørende, så mangler der en hel masse. Bare det at han sender det som et fælles brev – i stedet for et brev særligt til Vicky – viser, at han er kommet videre. Både Agnes og Katrine sender Vicky bekymrede blikke. Ufølsomt begynder Laurits at kommentere på, at Herbert ikke siger noget om, hvor han står politisk. Laurits kunne godt tænke sig en ordentlig snak med Herbert! Katrine spørger spidst, om det er for at høre, hvad han mener om atombomben og dødstraffen? Laurits stikker piben ind, og kigger lidt på brevet. Han er også skuffet over at være blevet skubbet til side. Oluf har fattet den trykkede stemning, og prøver at løfte den igen ved at snakke om nylonstrømperne. Agnes siger begejstret, at hun har haft et par af Maudes til opmaskning, og nu får hun selv et par. Katrine siger, at Vicky og Agnes kan dele dem, der er. Hun har ikke brug for dem. Vicky spørger om ikke Ingeborg eller Ellen kan bruge dem, men Katrine siger, at de har. Laurits siger, at nu har de i hvert fald Herberts adresse. Oluf griner og siger, ja hvis de nu skulle komme forbi. Han sidder med en ordentlig bunke cigarer.
Der er selskab hos Varnæs. Vi møder fru murermester Jessen for første gang. Hun er sandt at sige en smule landlig. Hun siger nej til den tilbudte grand marnier, og vil hellere have kakaolikør – det brugte man altid i hendes familie. Høflig som Maude er, siger hun, at de vist har én, men at den er dansk. Elisabeth tilbyder at se efter den, og går ned i køkkenet og spørger Laura. Laura siger, at der kun er én skrækkelig én, som Ulrik har lavet på et tidspunkt. Da Laura hører, at det er fru murermester Jessen, der vil have stadset, er hun ikke spor overrasket. Hun har et gammelt horn i siden på damen, som hun gik i skole med. Altid skulle hun spille bondefin, fordi hun var fra en gård med tre skorstene, selvom den ene kun var til pynt. Selvom kakaolikøren skulle være skrækkelig, så drikker fru murermester Jessen det med velbehag. Maude byder enkekonsulinde Holm og Misse (som har sin mors grå atlaskes på!) på kage, men de takker nej efter al den dejlige mad. Men fru murermester Jessen siger, at hun har brug for kage, fordi hun får sådan en trykken for tarmene, når hun har spist and. Maude ser noget utilpas ud. Misse siger, at hendes saglige mor også holdt meget af søde sager. Og Deres afdøde mand, tilføjer konsulinden. Men ham gider Misse ikke tale om. Fru murermester Jessen udbreder sig nu om, at hun bestemt ikke spiser sødt, fordi hun kan lide det, men fordi hun trænger til det! Hun påkalder doktor Hansen som sandhedsvidne. Han lader sig nu ikke sådan trække ind i samtalen om fru murermester Jessens noget upassende historie om hendes fordøjelsessystem. Hun sværger til den kloge mand fra Brydelev, som går ind for strygninger og kærnemælk og søde sager. Misse ser på herrerne, som hun ser ud til gerne at ville tale med, mens Maude prøver at holde masken.
Misse taler med Hans Christian og murermester Jessen om hædrelsen af hendes mor, som jo faldt i kamp mod tysken. Hun har talt med borgmesteren, som dog mener, at det er bankens sag, fordi hendes sidste slag faldt foran banken. Misse siger, at nu har Poul Christensen – ham som rigtigt faldt i kamp for Danmark – fået sin mindeplade på Clausens pensionat, og rygtet lyder, at han også får sit billede hængt op i Omegnsbanken, hvor han var ansat. Så Misse synes, at så kunne Hans Christian også godt sørge for, at fru Fernando Møghe kan få en buste, så det ikke går ligesom med hendes far, som jo aldrig fik sin buste!
Murermester Jessen får vinket Jørgen ind i et tilstødende lokale, så de kan tale sammen. Det handler om Havgården. Den som fru murermester Jessens kone voksede op på, og som hun havde halvpart i. Spørgsmålet er selvfølgelig om hun virkelig fik 50% af det fulde salgsbeløb, eller om hendes bror har snydt hende. Og det ved vi jo, at han har. Og hvis fru murermester Jessen er blevet snydt, så får Jørgen ikke bestyrelsesposten i Korsbæk Bank.
Jørgen har opsøgt Mads Skjern for at fortælle ham om det. I dagslys kan man virkelig se, at Jørgen er begyndt at se hærget ud. Mads skælder ham ud for ikke at have fejet Jessen af med anklager om injurier. Mads er ret ligeglad med, hvad Antonsens motiver har været. Alt det er fortid. Jørgen beklager sig over, at det kan godt ham bestyrelsesposten. Mads bliver interesseret, og spørger om Jørgen har til hensigt at købe Skjold Hansens praksis, og tilbyder en vist økonomisk støtte til formålet. Det kommer frem, at Jørgen er reserveanklager i landsforræderisagerne. Mads minder ham dog om, at han har andre arbejdsopgaver, og Jørgen forsikrer ham, at han nok skal tage aftenerne i brug, hvis det bliver nødvendigt.
Baronen holder tale i Omegnsbanken for Poul Christensen ved afsløringen af hans billede. Personalet, bankbestyrelsen og hans modstandsgruppen – heriblandt Katrine, doktor Hansen, Kristen og Elisabeth – er til stede. Efter talen falder en dyb tavshed, som Katrine bryder ved at begynde at synge ‘Kæmp for alt du har kært’. De andre falder ind. Kun Ulla synger ikke med.
Kristen introducerer den nyansatte bankfuldmægtig Arne Smidt for baronen. Baronen siger efter et par almindelig bemærkninger, at han hellere må hilse på sine logerende, og den unge Arne spørger om han har pensionat, for han søger selv bolig. Baronen forklarer, at det var på høloftet og kun i krigstider, så han må hellere finde noget andet. Oluf kommenterer til Mads, hvad Katrine dog kan have haft for med modstandsbevægelsen, og siger, at der efterhånden ikke er nogen, der har styr på deres kvinder. Det har han nu aldrig haft, men fred være med det.
Ulla sidder i sine egne tanker, da Arne Smidt henvender sig til hende. Han spørger om Poul Christensen, og opfatter hurtigt, at han muligvis igen har trådt i spinaten. Han er ret meget fremme i skoene, og inviterer hende på middag. Hun er først lidt afvisende, men takker så ja.
Samtidig bliver billedet (ikke busten) af fru Fernando Møghe afsløret i Korsbæk Bank. Misse står sortklædt ved billedet, og tager imod alle de deltagende gæster. Sidenhen sidder Jørgen på Hans Christians kontor, og griner lidt over, at de nu skal have billedet hængende. Hr Stein siger, at de jo var vant til hende i levende live, så klarer nok at have hende hængende der. Det var Misses idé, at det skulle ske samtidig med afsløringen af Poul Christensens billede. Hans Christian spørger hvad det er for noget med Havgården. Jørgen fejer det af, og Hans Christian spørger om der er noget i det. Jørgen hidser sig op og siger, at Hans Christian skulle minde Jessen om injurielovgivningen (som Mads rådede ham til). Hans Christian ser undrende på ham. Jørgen siger, at de jo bare kan se på Antonsens konti, men Hans Christian siger mistænksomt, at det har de allerede gjort, men Antonsen har flyttet sine ret små beløb over i Omegnsbanken. Hans Christian siger til Jørgen, at det vidste han jo godt, og at den tid er forbi, hvor Jørgen kunne narre ham. Jørgen er ikke helt så kæphøj, da han går, og Hans Christian ser alvorligt efter ham.
Sent om aftenen på Kristens kontor sidder Mads og kigger i regnskabsbøgerne. Han vil gerne se, hvordan Antonsen har anbragt pengene ved salget af Havgården. Kristen siger, at de penge er ikke gået over banken, og Mads siger, at det siges, at han har købt en ejendom ved Faxe. Kristen antyder, at Mads har været involveret i snyderiet, hvilket Mads bliver ret gal over. Kristen slutter af med at sige, at det også generer ham, at Mads ikke tror, at han kan lægge to og to sammen. Vi har altså her to bankdirektører, som begge to siger fra overfor brødre, hvis stier ikke altid er rene.
Hos Agnes arbejdes der sent. Frk Jørgensen er ved at tage overtøj på, men siger, at hun kommer tilbage senere. Agnes kommenterer, at man skulle tro, at hun også var gift, og Marie siger at hun jo passer hus for fru Violet. Flere af damerne kommer tilbage for at arbejde, når mændene har fået mad. Agnes siger, at det nærmest er en fordel, at Laurits kun er hjemme lørdag og søndag. Marie spørger om det er en måde at være gift på. Men Agnes siger, at hvis de alligevel bare skal fodres af som aber, hvad skal man så med dem? Marie mener, at nu har man jo vænnet sig til dem. Agnes kommer med en afsluttende bemærkning om at Frk Jørgensen ikke når ret meget.
Ulla spiser middag med Arne Smidt. Han beklager at han kom til at ribbe op i det med Poul, men Ulla siger, at det faktisk var rart at få talt om det. Hun siger, at hun havde tænkt om eftermiddagen, at hun ikke ville kunne holde ud at sidde i banken længere, men nu ville hun nok godt. En virkelig irriterende Violet Vinter med lilla hår dukker op med høj og skinger stemme. Hun er flirtende og for meget, men afslår at slå sig ned, da hun har en aftale med en herre, der sidder lidt væk. Arne er betaget, og Ulla ser ud som om hun er klar til at slå sin tante ned. Men bagefter smiler hun lidt af Arne, som ser efter fru Violet.
Hjemme hos fru Violet har frk Jørgensen dækket bord, og går utålmodigt rundt. Fru Violet kommer hjem. Hun er fuld, og ser lidt medtaget ud. Frk Jørgensen har været bekymret. Maden har været i høkasse i halvanden time. Fru Violet siger, at hun har spist med repræsentant Sand, og at de kan spise maden i morgen, hvis det er. De skændes. Frk Jørgensen er træt af at blive behandlet som en slave, og Fru Violet er ikke særlig sød. Det fremgår, at Fru Violet ofte har mænd med hjem, og hun mener, at frk Jørgensen bare er jaloux. Frk Jørgensen går vredt, og fru Violet tager sig træt en drink. Hun ser farlig ud.
Agnes går ind i systuen for at hente noget til en buddreng, og opdager at frk Jørgensen sidder i en stol og sover. Agnes inviterer hende med ned til morgenmad. I døren vender hun sig om og ser tænksomt på frk Jørgensen.
Agnes dukker op på Mads’ kontor med en faktura, som bare er en undskyldning for at bede Mads om råd. Hun fortæller om problemerne med kommunen, som vil have hende til at leje systuen ud til beboelse, og om at hun har en dame (frk Jørgensen), som kan bo i det lille værelse, og om hun måske kan blive godkendt med Mads’ hjælp. Det vil Mads gerne hjælpe med.
Regitze er hjemme. Hun vil ikke studere længere – hun vil til Hamborg og arbejde som censor. Både Maude og Hans Christian er meget vrede over dem, men Regitze er fuldstændig ligeglad. Da Pax kommer op, tager Regitze ham med ned til Laura. Laura spørger hvad fruen nu er gal over, og Regitze fortæller, at det er fordi hun rejser. Hun forklarer Laura, at hun skal læse de breve som tyskerne sender og modtager, og at der i øvrigt bliver sørget godt for de piger, der rejser ned for at udføre det job. Regitze tilføjer, at Maude og Hans Christian glemmer alt om Regitze, når Ulrik kommer hjem. For han har en pige med, og Regitze synes, at hun er rædsom.
Pigen ser nu sød ud. Ulrik ser til gengæld ikke særlig begejstret ud. Det kommer frem, at pigen (ved navn Maja) serverer på det spisested, hvor studenterne spiser. Hendes far arbejder som plejer på en sindssygeanstalt. Maude er ikke imponeret, og Hans Christian prøver forgæves at lette stemningen. Efter middagen lægger Maude sig, og Hans Christian går tur med Pax. Ulrik går tur med Maja, men får øje på Ellen. Han råber efter hende, og efterlader Maja på modsatte fortorv. Ulrik og Ellen taler sammen. De aftaler at mødes. Maja kalder på Ulrik, og siger, at hun fryser. Ulrik siger, at så kan de ligeså godt tage hjem igen. Han affejer Majas spørgsmål om Ellen.
Hjemme hos Mads og Ingeborg ankommer Ellen. Hun spørger Daniel, som allerede er der, om han har fortalt det, men han siger, at de ventede på, at hun kom. Mads spørger om hun ikke har Mogens med, men hun siger, at han er begyndt at ride. Hun fortæller Daniel at hun mødte Ulrik med en pige, og Daniel siger, at de var med samme tog. Samtalen falder på, at Mads har været menighedsformand i 10 år, og at han nu trækker sig tilbage. Han betaler for istandsættelsen af altertavlen, og Ellen kommenterer, at der er flere måder at blive uddødelig på. Daniel sidder og ser nervøs ud. Han ser skiftevis på Ellen og Ingeborg. Ellen fortsætter og siger, at Daniel nok også ender med at blive berømt. Og nu kommer vi til det: Daniel fortæller, at han ikke længere går på Niels Brock. Siden årsskiftet har han været i lære hos Hr Jørn, hvor han lærer haute couture. Mads bliver virkelig gal: han har ikke brug for haute couture. Skjerns Magasiner satser på konfektion, ikke højere mode. Ingeborg indskyder, at alt vel ikke behøver at dreje sig om Skjerns Magasiner. Mads bliver virkelig ubehagelig nu, og taler virkelig dårligt om Hr Jørn. Daniel indskyder, at han jo altid har fået at vide, at han ikke egnede sig til forretning, men Mads hører overhovedet ikke efter nu. Ingeborg hæver stemmen nu også, og siger, at sådan som han opfører sig, når han ikke får sin vilje, så er det ikke noget under, at Daniel har været bange for at fortælle ham det. Daniel ser mere og mere oprørt ud. Mads beskylder Ingeborg for at have ødelagt Daniel, men her siger Daniel fra. Ingen skal tale dårligt om Ingeborg! Daniel begynder at græde, og Mads går i foragt. Ingeborg ser vred ud. Ellen tilbyder at gå ind i løvehulen, når Mads er kølet lidt ned. Efter lidt tid går hun ind på kontoret. Hun får Mads overtalt til at lade Daniel gøre som han vil. At endelig lade ham bevise, at han dur til noget. Hun smigrer Mads, og siger at alle hylder ham som den moderne forretningsmand, men hun siger også, at han samtidig er håbløst gammeldags. Og Mads lytter. For Ellen kan fortælle ham sandheden, hvor han ikke vil høre den for nogensomhelst andre.
Ingeborg og Daniel sidder tilbage. Daniel undskylder overfor hende, men Ingeborg siger, at hun klarer sig. Ellers blev hun ikke. Ellen kommer ud og erklærer løven for tæmmet. Hun har ovenikøbet fået Mads til at låne hende firmabilen, så hun kører nu. På vejen ud siger hun med en smule foragt i stemmen ‘Op med hovedet, Daniel’. Daniel og Ingeborg ser efter hende. Daniel spørger Ingeborg, om hun er bekymret for ham. Ingeborg siger, at hun i grunden er mere bekymret for Ellen.
Maja sidder hos Varnæs. Ulrik er gået ud. Maja ser utilpas ud, og det er da også en mærkelig måde Ulrik opfører sig på. Maude prøver at få Hans Christian til at interessere sig for situationen, og han spørger om de ikke skal spille Sorteper. Det gider Regitze i hvert fald ikke. Hun vil med toget kl 22, og det skulle hun og Ulrik også med, siger Maja.
Ulrik kommer ind på Skovpavillionen og finder Ellen ventende. Han er cyklet dertil på Lauras cykel, mens Ellen er blevet kørt af Mogens, som til gengæld har fået bilen. Ulrik bestiller kaffe til dem, samt en cognac og en likør (jeg antager, at kvinder kun kan drikke søde alkoholiske drikke?). Han tager Ellens hånd og siger, at det her må fejres.
Mogens kommer ind på Postgårdens restaurant, og finder Iben, Jenny og Jørgen i højt humør. Jenny siger ved synet af ham, at der søreme er én til som ikke spiser hjemme. Hun siger det i en tone, som at det ikke skal forstås bogstaveligt, men i den overførte betydning. Mogens fortæller, at Ellen skulle møde nogen, og det lader ikke til at genere ham. Han fortæller, at han har firmabilen, og Iben spørger om den er tanket op. De bliver straks enige om at tage et mere interessant sted hen. Jørgen siger, at Skovpavillonen vel er udelukket, og Jenny siger drillende, at der har han ellers nogle minder fra, og Iben også (som om de begge har fortalte hende om de oplevelser, de har haft der – Jørgen med Gitte Grå, og Iben med Kristen). Iben synes, at de skal koncentrere sig om fremtiden og se at komme ud derfra.
Maja spiller Sorteper med Helle, Hans Christian og Maude. Helle fortæller, at Maja trak Sorteper, og Maja siger nedslået, at hun hele tiden sidder med den. Regitze kommer ind i overtøjet, og siger til Maja, at hvis hun skal med, så er det nu. Maja rejser sig og siger, at det kan hun ligeså godt. Maude og Hans Christian udveksler blikke, og Hans Christian går ud og siger pænt farvel.
Ulrik og Ellen sidder stadig og taler sammen om at hvis ingen af dem er lykkelige, så kan de nå det endnu. Ulrik betaler og de gør klar til at gå.
Hos Kristen er trioen i gang med at spille kammermusik. De beslutter ikke at tage slutningen med, som er så svær, og Kristen går ud i køkkenet efter natmaden, som fru Olsen har anrettet. Det ringer på døren, og Iben, Jenny, Jørgen og Mogens dukker op. De har været involveret i et trafikuheld. De kørte ind i et træ. Iben siger, at det kun var dem på forsædet, der kom tilskade: Jenny og Mogens, som har brækket armen. De kørte galt på vej hjem fra festligheder. Jørgen er ikke kommet til skade, men han ser farlig ud. De kom hertil, fordi det var her doktor Hansen var, og det skulle helst være lidt diskret.
Næste morgen dukker Ulrik op på Hans Christians kontor i banken. Hans Christian er ikke tilfreds med sin søn. Ulrik er brødebetynget. Han siger, at det er ad helvede til. Han beder om at låne 500 kroner. Det viser sig, at Maja er gravid, og at Ulrik vil betale for en abort. Hans Christian nægter at betale. Ulrik siger, at han havde overvejet at gifte sig med hende, men nu kan han ikke holde tanken ud (nok fordi han endelig kan få Ellen). Han trygler om penge, men Hans Christian nægter. Det er ikke for pengenes skyld, men fordi han ikke mener, at Ulrik kan leve med at betale sig fra sin ansvar. Og vi ved, at Hans Christian ved hvad han taler om.
Det banker på ind til Mads’ kontor. Det er Sofus Betjent, som fortæller at firmabilen er kørt ind i et træ, og at der er blodspor i bilen. Da Mads virker uvidende, spørger han om den kan være stjålet. Mads ringer straks, og får fat i Ellen, som fortæller, at hun ikke var med i bilen, men at Mogens var. Mads bliver vred, og siger, at han vil tale med ham, og så smækker han røret på. Mads fortæller Sofus Betjent, at det var hans svigersøn, der havde bilen, og at han nok skal sørge for, at han dukker op på politistationen.
Pax ligger i sofaen ved siden af Maude, mens Hans Christian fortæller Ulriks nyheder. Maude tager det nu forholdsvist pænt, og siger at den slags jo aldrig før er sket i deres familie. Hans Christian ser lidt overrasket på hende. Han spørger om han skulle have givet ham pengene, men Maude siger, at det havde været værre. Hans Christian siger, at Ulrik nok ikke forstod årsagen til at han ikke måtte låne penge, men at han nok skal komme til det. Maude tager hans hånd, og siger ‘stakkels Hans Christian. Han smiler sorgmodigt. Maude ser rundt, og opdager Pax i sofaen. Hun bliver lidt overrasket over at se ham der. Hans Christian siger som om han er også er overrasket ‘hvad? er du kommet op i møblerne?’. Maude kalder ham en hykler, og han spørger spagt hvad hun mener. Og hun siger, at hun altså godt ved, at Pax ligger i møblerne, når hun ikke er hjemme. Men hun siger til Pax, at han bare kan blive liggende, nu sæderne alligevel er i forfald.
Ingeborg kommer ind i sin stue med en stor konvolut med segl på. Inde på Mads’ kontor er Mogens ved at få verdens største skideballe. Da Mads åbner ind til stuen, spørger Ingeborg om Mogens vil have frokost med, men Mads siger, at Mogens skal på fabrikken. Mogens går straks. Ingeborg spørger hvordan det gik med armen, men det interesserer ikke Mads. Mads tager den fine konvolut med ind på kontoret, mens Ingeborg sukker og går hen og kigger ud af vinduet. Mads fisker et fint brev og en æske med et ridderkors i ud af konvolutten. Han kalder på Ingeborg og viser det frem. ‘Det går jo godt’ siger han tilfreds, og Ingeborg ser lamslået på ham. Det går alt andet end godt!
Mit Matador 