Vignet: Spionglasset
Årstal: 1946
Intro: Jørgen vil tilbage i bestyrelsen i banken, men murermester Jessen modsætter sig, fordi hans kone er blevet snydt af sin bror, da Jørgen/Mads købte Havgården. Mads har udstykket grunden og lejet stuehuset ud til Skjold-Hansens, som efter Viggos sammenbrud har måtte flytte. Iben er blevet skildt og hænger ud med Jenny, Mogens Lamborg (Ellens mand) og Jørgen Varnæs. Ulrik introducerer den unge pige Maja derhjemme, selvom han interesserer sig væsentligt mere for Ellen. Det røbes, at han har gjort Maja gravid, og han vil låne penge af sin far til en abort. Det vil Hans-Christian dog ikke gå med til, for han kender godt den moralske pris man betaler for at løbe for sit ansvar (som han ser Ulriks anmodning som). Frk Jørgensen er blevet husbestyrerinde hos Agnes. Laurits er alligevel aldrig hjemme – han arbejder i København og bor der i hverdagene. Daniel er kommet i lære hos Hr. Jørn, hvilket Mads er skråt imod. Ellen får dog tæmmet ham efter et raserianfald. Ellen interesserer sig ikke synderligt for sin mand længere, og han ender med at køre galt i firmabilen sammen med ovennævnte slæng. Mads sørger straks for at få Mogens ind under tøflen som straf. Mads udnævnes til ridder af Dannebrog, og synes, at alt går godt, mens alle personlige relationer derhjemme ramler om ørerne på ham (ikke en detalje han bemærker).
Ulrik kommer hjem fra studiet i København. Inden han tager hjem, mødes han med Ellen i Jernbanerestauranten, hvor der bygges om. Fede bliver instrueret i at male teglsten på et falsk tag. Boldt viser Ulrik ind i det andet lokale, hvor Ellen venter. Ellen drikker the, og Ulrik bestiller det samme til ham. Boldt kalder ordren til Ada – damen bag disken – og bliver ellers inden for hørevidde af det unge par. Ellen spørger Ulrik hvorfor de ikke kunne være mødtes på Postgården. Hun lægger hånden på hans og han griber fat i hendes. Modvilligt får han fortalt, at han skal giftes i overmorgen. Ellen er chokeret. Hun spørger hvem han skal giftes med, og han siger, at det var hende, som hun så ham sammen med den kolde vinterdag, da de mødtes igen. Boldt kommer med the, og tager sin tid. Han bliver ved med at hænge i baggrunden. Ada kalder på ham – det er tydeligt, at det er hende, der har bukserne på. Boldt prøver en anden taktik. Han spørger Ellen og Ulrik om de vil have sandkage eller kringle. Ulrik siger vredt, at det eneste de ønsker er fred! Ada kalder Boldt væk og han må undvære resten af samtalen. Ellen siger, at nu skal Ulrik også få fred for hende. Ulrik siger, at hele misæren jo også er hendes skyld. Det var jo ligesom hendes, der giftede sig først. Ellens vrede ansigtsudtryk mildnes, for det er jo rigtigt nok. Hun siger stille, at det jo var længe siden hun blev gift. Ulrik bliver ved, og siger, at dengang var han jo ligemeget, og for ham kunne den ene være lige så god som den anden efter det. Underforstået, at han har haft mange kærester, men ikke nogen han holdt af, fordi det var Ellen han elskede (Her læser jeg totalt mellem linjerne). Grisehandleren kommer ind i Jernbanerestauranten og ser sig undrende omkring. Stambordet er væk! Han spørger Ada, hvor Boldt er, og hun siger, at de bygger om. Ellen siger til Ulrik, at hvis han gifter sig, så er det vel, fordi han holder af hende, men Ulrik ryster på hovedet. Hun spørger hvorfor han så gør det, og Ulrik siger, at det kan hun vel regne ud. Han bliver nødt til det. Og Ellen regner det ud, og siger, at så er dette her sidste gang de mødes. Ulrik protesterer, og siger, at hvis han skal kunne holde det ud, så bliver de nødt til at kunne mødes. Ellen ryster overbærende på hovedet, og siger, at han skal holde op med at være så barnlig, så holder han det nok ud. Hun smiler stille. Grisehandleren spørger Fede, hvad han laver, og han svarer, at der skal være dansant. Boldt viser Grisehandleren avisen og forklarer, at den nye ledelse vil tilføre stedet en mere intim stemning med musikledsagelse og sang. Grisehandleren spørger, hvor han så skal sidde, og Boldt nikker ind mod det tilstødende lokale, men der vil Oluf ikke sidde. Han tager en opstablet stol, og sætter den ved Fedes arbejdsbord og siger, at de kan serverer to pilsnere dér. Boldt kalder på to pilsnere, og Fede ser begejstret ud. Ada stikker hovedet frem og siger “Én pilsner”, for håndværkerne får ikke øl i arbejdstiden. Hende Ada virker ret skrap (men egentlig ikke urimelig). Hun har plukkede og knivskarpe øjenbryn. Fede ser skuffet ud, og fortsætter med at male roser og skrive ‘Rosenhaven’ på et stort skilt. Ellen kommer susende forbi uden at se Oluf. Oluf spørger Fede, om det ikke var Ellen. Fede nikker. Han har stået lige på den anden side af væggen til samtalen, og mon ikke han har hørt alt, der blev talt om? Ulrik kommer også ud derfra. Han ser Oluf, men siger ikke noget før han går hen og betaler regningen. Han nikker venligt og lidt forlegen til Oluf før han går ud. Oluf kommenterer til Boldt, at han så ud til at have travlt, og Boldt fortæller, at Ulrik jo skal giftes i overmorgen, fordi han har gjort en pige gravid. Oluf ser faktisk bekymret og lidt trist ud.
Laura har overtøjet på, og skal til ud at gå med Pax, da Maude kommer ned af trappen. Maude er glad for, at Laura ikke er gået endnu, for der er kommet tre damer til the. Laura mumler ‘nå’, og tager overtøjet af igen. Maude står og vrider sin hænder en lille smule, og spørger hvor Ulrik er. Laura siger, at hvis han ikke er på sit værelse, så er han vel gået. Maude nikker lidt bekymret og går op igen.
I stuen sidder Misse, fru Jessen (murermesterens kone) og konsulinde Holm. Fru Jessen vil have Misse til at spørge, for hun har kendt Varnæs familien længst. Misse plirrer lidt forskrækket med øjnene, og siger bekymret, at hvis det nu ikke er rigtigt. Konsulinden påpeger, at fru murermester Jessen jo selv har hørt det fra tømreren. De klapper straks i, da Maude vender tilbage igen. De tre damer prøver at komme ind på emnet af omveje. Konsulinden håber, at de ikke kommer til ulejlighed netop nu. Fru Jessen spørger, at de vil ikke skal gøre andre anstalter (hvilke Maude benægter), og Misse spørger til de dejlige børn – om de har det godt? Maude fortæller at Helle er til dans og at Regitze arbejder i Hamborg. Det sidste synes fru Jessen er noget underligt noget, det der med at arbejde. Konsulinden kan næste ikke holde det tilbage, og spørger om Ulrik stadig læser. Misse er næsten ved at gå ud af sit gode skin. Maude siger, at Ulrik da rigtignok stadig læser. Fru Jessen påpeger, at hun ellers så ham på Algade i dag. Maude siger, at han har taget et par dage fri. Hun ved udmærket godt, hvad damerne er der for, men hun holder dem på pinebænken. Fru Jessen siger, at de unge i dag har så travlt med alt muligt. Maude siger spydigt, at de gamle nu også godt kan være med! Misse erklærer sig helt enig, og fortæller oprømt en historie om, at hun i går nær var blevet antastet i boksen i banken af apoteker Strøm. Hvis ikke Hr Stein var kommet, så havde han gjort tilnærmelser! Maude ser lidt træt ud – det er tydeligvis ikke første gang hun har hørt den type historier fra Misse. Misse siger henført og med lukkede øjne, at det er fordi hun drager. Maude spørger forvirret, hvad hun mener. Misse siger, at det er lige meget hvor hun er, så drager hun. Selv provst Meyer! Maude ruller diskret med øjnene. Damerne bliver tavse, da Laura kommer ind med bakken. Det ringer på døren, og Maude går ud for at åbne. Fru Jessen ser, at der er sandkage, og hun sad netop og trængte til sandkage. Laura skærer ansigt. Fru Jessen læner sig lidt hen over bordet, og spørger de andre, hvad det bliver til med at spørge? Konsulinden siger, at alt jo tilsyneladende er som det plejer at være. Musse kommer ind med Viggo i hånden, og hun får ham til at sætte sig ved siden af fru Jessen. Han smiler venligt og selvudslettende til damerne. Misse ser noget bekymret ud, da han går bag om hende (hun er altså vidunderligt spillet!). Viggo siger, at det var Musse, der ville på visit, og han er bekymret for, om de kommer til ulejlighed. Musse har dårligt sat sig, før hun spørger om det er rigtigt, hvad hun har hørt, at her skal være bryllup. Musse har intet filter, og det kommer sandelig alle til gavn her. Maude fortæller, at brylluppet ikke skal holdes i Korsbæk, men i Vordingborg. Maude siger til de andre damer, at hun hellere må fortælle, at Ulrik skal giftes i morgen. Konsulinden siger, at det sandelig var en nyhed, og skæver til Musse, som klør sig skælmsk på næsen. Fru Jessen spørger, hvorfor det skal foregår i Vordingborg, og spørger ind til hvilken familie bruden kommer fra. Maude siger, at det er udmærkede mennesker. Konsulinden spørger, hvad de hedder (Ebbesen), men det er ikke en familie hun kender til, selvom hun ser ud til at tænke sig godt om. Hun spørger, hvad brudens far laver, og Maude siger, at han arbejder på hospitalet. Misse siger, at læger jo godt kan være udmærkede mennesker – se bare Dr Hansen. Viggo prøver at byde Misse et stykke sandkage, men hun viger forskrækket tilbage. Han byder i stedet fru Jessen, og siger ja tak, og tager et stykke, men trænger lige til en bolle først, så sådan en tager hun også. Musse ser smilende og indgående på Maude, og spørger hvad det så er med den anden nyhed. Maude prøver at virke uforstående, men Musse insisterer om det ikke er rigtigt hvad tjener Boldt har fortalt tjener Lorentzen på Postgården, at der ventes småfolk. Maude siger noget spidst, at det er rigtigt nok. Damerne kurrer og smiler, undtagen Misse, som ikke kan forstå, at det kan være tilfældet, når de unge mennesker ikke er blevet gift endnu. Musse siger, at det var var hun og Viggo heller ikke, da de fandt ud af, at de skulle have Iben. De snakker om en frk Nordentoft (som vist nok er en enlig frøken, der var skoleinspektør, som valgte at få en barn alene – ganske uhørt på det tidspunkt), og konsulinden siger, at sådan var det sandelig ikke, da de var unge, og Musse siger overbærende, at det ved gud også var så længe siden, at de var det. Viggo prøvet at byde Misse på boller, selvom hun sidder halvt vendt væk fra ham.
På Postgården sidder Ulrik med en noget rødmosset Jørgen, samt Iben og Jenni. Hans tale er en smule sløret, og han snakker om en omgang til, som Jørgen insisterer på at betale. Iben hiver sit skilsmissebrev (eller ‘frihedspapir’ som hun kalder det) frem, så alle kan se det. Jørgen synes, at det er synd at hive frem lige foran den vordende brudgom, men Jenni siger, at det ikke skader at se, at man kan komme ud af det igen. Ulrik sidder og smiler som om det netop er det han sidder og håber på. Mogens dukker op bag dem. Iben siger, at der har de den brækkede arm, og Jenni opfordrer ham til at sætte sig. Ulrik og Mogens hilser på hinanden for første gang (det er kun en lille smule akavet). Iben siger, at Mogens kun må vise sig med sin kone, og Mogens siger, at det er han forhindret i, eftersom Ellen er taget til København. Ulrik ser en lille smule afmålt ud, da Mogens ender med at sætte sig, efter Jenni flere gang opmuntrer ham til at sætte sig og drikke med dem.
Laura er på besøg hos Agnes, som siger, at Laura i det mindste fik en fridag ud af det. Laura ville nu helst have været fri for det hele. Agnes siger, at Ulrik nok klarer den. Laura siger, at Jørgen kom bærende hjem med Ulrik kl 5 i morges, så han har nok været en fest at blive gift med. Stakkels Maja! Agnes siger faktis ‘stakkels brud’. Men Laura har mest ondt af sig selv, for nu skal Maja vel bo hos dem, mens Ulrik læser færdig. Fruen vil ikke have at Maja beholder sig job som serveringsdame, når hun nu er gravid. Agnes griner og siger, at fruen da aldrig har haft problemer med at Agnes var gravid, når hun serverede hos dem. Fruen mener også, at Maja skal lære at føre hus (hvem der så skal lære hende det). Frk Jørgensen kommer ud fra køkkenet, og siger, at maden bare skal varmes nu. Agnes spørger om hun har taget til sig selv, og det har hun. Frk Jørgensen spørger om hun skal se efter drengene, men Agnes siger, at hun nok selv skal tage sig af dem. Deres far kommer hjem. Frk Jørgensen skynder sig at gå. Laura spørger om hun har fået husholderske. Agnes fortæller, at hun hellere vil arbejde alene end sammen med de andre damer, og så slipper Agnes for rengøring og alt det. Laura spørger om hun ikke har vrøvl med hende, og Agnes siger næh, men hun kan ikke fordrage Laurits. Laura siger, at så skal der nok blive ballade. Men Agnes siger, at Laurits jo kun er hjemme i weekenden, hvor Frk Jørgensen ikke er der. Døren går og Laurits kommer hjem. Agnes siger “Sikke tidligt. Var der ingen ved stambordet?”. Laurits siger, at det var værre: Jernbanerestauranten er ved at blive bygget om til syndens hule. Laurits siger at Fede har solgt sin sjæl for ussel mammon, og Agnes siger, at han da bare går rundt og maler. Hun kommer ind med en kaffekop til Laurits. Laurits spørger efter skrivemaskinen, men Agnes siger, at den brugte han jo aldrig mere. Den er først ledig igen i morgen, for Agnes har en dame, der skriver på den. Laurits spørger hvad hun skriver på den, og Agnes spørger, om han ikke så skiltet dernede, men Laurits siger, at han havde travlt med at komme op til sit ‘hyggelige hjem’ (man kan næsten høre citationstegnene). Agnes fortæller hun har købt en duplikator på auktionen. De skriver for folk – forretningsskrivelser og festsange og sådan noget. “Nu også det” siger Laurits spydigt. Agnes vrisser, at hun har lov til at udvide forretningen. Hun siger, at når hun har tjent til en ny, så kan han få sin gamle hakkemaskine tilbage. Laura sidder og ser lidt utilpas ud ved småskænderierne. Laurits siger, at Agnes snart skal til fest i den russiske ambassade og i det Kongelige theater for at fejre at russerne har forladt Bornholm. Laura spørger, hvorfor russerne skal fejres, når det nu er bornholmerne, der har haft bøvlet med dem. Agnes griner og roder Laurits i håret, mens han ser opgivende på Laura.
I banken sidder Hans-Christian og skændes med murermester Jessen, som har en modkandidat til Jørgen til den ledig post i bestyrelsen: en typograf (uf!), som ovenikøbet er socialdemokrat (uhørt!). Hans-Christian siger vredt, at i hans familie er blod tykkere end vand, selvom han aldrig selv har insisteret på at lade Jørgen genindtræde – det har han overladt helt til den øvrige bestyrelse. Men murermester Jessen siger, at han jo kan fortælle dem, hvorfor han er modvillig til at lade Jørgen indtræde i bestyrelsen, og det ser Hans-Christian alligevel lidt utilpas ud ved tanken om. Murermester Jessen siger, at det ikke kun er pengene, hans kone er sur over at blive snydt for, selvom hun også er ret glad for dem, men også at skueskorstenen er blevet revet ned. Hun har hele sit liv pralet med, at hun kom fra en gård med tre skorstene (det har Laura også fortalt tidligere), og der var altså kun to, der rent faktisk var skorstene… Murermester Jessen er fuldstændig ligeglad med skorstenene, hvis det ikke var fordi han skulle høre på hende hele tiden. Hans-Christian siger, at han da vel ikke kan laste Jørgen for det med skorstenen, men murermester Jessen siger, at det kan han godt, eftersom det var Jørgen, der solgte til Mads, som rev den ned. Og at der sikkert har været lusk med i spillet hele vejen. Han opfordrer Hans-Christian til at tale med Jørgen om det igen.
Mads siger vredt til Jørgen, at han rev skorstenen ned, fordi den ikke var noget til, og at han i øvrigt istandsatte Havgården og indlagde centralvarme, og nu gider han ikke høre mere om den sag! Jørgen siger ærgerligt, at nu koster den altså ham hans bestyrelsespost. Men Mads siger, at den bestyrelsespost solgte han selv i sin tid. Jørgen ser herrens ud. Han er rødmosset og en smule nusset at se på. Han ryger en cigaret færdig, og tænder straks en ny. Mads siger, at han ikke kan forstå, at Jørgen som jurist ikke for længst har stævnet murermester Jessen for injurier og bagvaskelse. Hvis murermester Jessen var kommet til Mads med den slags beskyldninger, så havde han straks rykket på det. Ved at tilkalde mig, spørger Jørgen. Men Mads siger hånligt “Dem?! Nej, Jørgen Varnæs. Jeg havde tilkaldt højesteretssagfører Øster” underforstået, at en lille lus som Jørgen ikke ville blive taget i brug til alvorlige sager. Mads er ved at tage overtøj på, og siger, at han desværre ikke har tid mere. Jørgen skodder sin cigaret, springer op og skynder sig hen til døren. Mads spørger om murermester Jessen har en anden kandidat, og Jørgen spiller sit trumfkort: ja, borgmester Sejersen. Mads standser chokeret op. Jørgen siger, at så vidt vil de altså gå, for at holde Jørgen ude af bestyrelsen. Mads kniber øjnene sammen.
I næste scene sidder han i Kristens kontor i banken. Kristen spørger om Korsbæk Bank har henvendt sig til borgmesteren endnu, og Mads siger ikke endnu, men at det vil være katastrofalt, hvis de gør. Kristen spørger spidst om det er på grund af Mads’ forretninger med Jørgen Varnæs. Mads er bange for, at Omegnsbanken vil miste arbejderkunderne, hvis Sejersen bliver bestyrelsesmedlem i Korsbæk Bank – det er galt nok at håndværkermestrene holder sig til dem pgra Jessen. Og forretningerne med kommunen kan de også miste. Så galt mener Kristen nu ikke at det kommer til at gå. Men det mener Mads lige netop at det gør. Kristen siger, at han er ved at være træt af de lokale fiksfakserier, og siger til Mads, at han ved selv er skyld i hele denne her affære, og at han har det rigtig dårligt med at se, hvordan Mads behandler Jørgen Varnæs. Mads forsvarer sig ved at sige, at han har givet ham arbejde, og at han har gjort mere for ‘den familie’ end nogen anden, og han minder om, at det var ham, der sørgede for at Elisabeth fik embedet som organist (eller ah ja, det var vel mest Ingeborg, der sørgede for det, Mads…). Kristen vil ikke diskutere Elisabeth med Mads. Mads siger, at formanden for bankbestyrelsen (baronen) må henvende sig til borgmesteren straks, og tilbyde ham en plads. Kristen siger, at der jo ikke er nogen ledige pladser, og om Mads selv vil gå af, men det har Mads ingen planer om – selvom han siger, at han ville gøre det, hvis det var nødvendigt. Han påpeger at brugsuddeleren, som er over 70 og er gået på pension kunne overtales til at gå af. Kristen siger, at han jo har været med fra starten og er glad for at sidde i bestyrelsen. Mads bliver vred og siger, at det ikke er en social forening, og forlanger, at Kristen snakker med brugsuddeleren, så taler han selv med baronen. Kristen ser ikke særlig fornøjet ud.
Laura nusser rundt i sit køkken, da den højgravide Maja kommer ned med bakken med servicet fra morgenbordet. Laura siger, at det der skal hun nok tage sig af. Her i huset har man aldrig brugt, at fruerne bar bakker! Maja siger, at noget skal hun jo foretage sig, og sætter sig ved bordet i køkkenet. Maude har meldt hende til engelsk, men det kan hun jo ikke få hele dagen til at gå med. Laura siger, at hvis man vil være frue, så skal man lære at få dagen til at gå. Maja ligner ikke en, der har lyst til at være frue… Laura siger spidst, at de heller aldrig har brugt, at fruerne sad i køkkenet. Maja rejser sig opgivende, sætter stolen på plads og går op igen. Laura ser sur ud, og ser efter Maja. Hun ser ud som om hun en lille smule fortryder sine ord. Det er synd for Maja, men Laura synes ikke hun er en passende kone for Ulrik (totalt mit gæt!).
Maja kommer op i stuen, hvor Maude og Hans-Christian snakker om, at Sejersen er blevet medlem af bestyrelsen i Omegnsbanken. hvilket Maude også synes er mere passende. Hun er i hvert fald glad for at hun ikke skal omgås ham og hans kone – det er galt nok med Jessens. Maude sidder i sofaen med en avis, og Pax siddende (i sofaen) ved siden af hende. Hun sidder ovenikøbet med en hånd på ham. Hans-Christian påpeger, at en bankbestyrelse jo ikke vælges efter hvem man helst vil omgås. Men Jørgen kommer alligevel ikke ind i bestyrelsen, for Jessen har overtalt Skjold-Hansen til at blive, selvom han aldrig kommer til møderne. Maude synes, at det er synd for Jørgen, for han er ikke rigtig glad længere. Han har ikke hørt fra Gitte Graae længe, som dog ikke længere er i Svejts, men i Portugal. Maja sidder med noget strikketøj, som hun ikke kan finde ud af. Hans-Christian siger (sikkert ubevidst) lidt nedladende, at det ser indviklet ud. Maja siger, at det slet ikke er nødvendigt at strikke selv: man kan få det hele på kort. Maja forklarer, at kommunen giver alle, der venter sig mulighed for at købe det man skal bruge billigt på kort. Det mener Maude ikke, at de kan tage imod, men Maja siger, at det er til alle. Maja kan godt mærke, at svigerforældrene ikke er med på vognen her, og siger som sidste forsvar, at der jo også ligger en masse efter Helle. Maude siger, at hun troede at Maja gerne ville strikke, for det har hun altid selv gjort, når hun ventede sig. Hun har næppe nogensinde spurgt Maja, hvad hun har lyst til… Maja spørger om hun må tage Pax med ud og gå, og Maude siger selvfølgelig. Maja lægger strikketøjet fra sig og går. Maude sukker lidt, og Hans-Christian bemærker ikke noget.
Hos Agnes er der travlt. Marie går driftigt rundt fra den ene til den anden. Hun trives helt tydeligt. Hun og Agnes snakker forretning, da Maja dukker op med Pax. Agnes ser nysgerrigt på hende. Maja har noget med, som Maude synes der skal broderes på. Agnes smiler og spørger om det er hende, der er gift med Ulrik Varnæs, og det bekræfter Maja. Agnes griner og siger, at ham har hun kendt siden han var lille, og Maja siger, at det har han fortalt. Agnes inviterer hende ind i privaten for at vise hende billeder. Maja ser virkelig sød ud, og hun og Agnes klikker straks. Agnes viser billeder af Ulrik og Regitze sammen med Laura, og af Regitze sammen med Aksel. Og det er jo egentlig interessant, at der findes billeder på kryds af klasser. Jeg gætter på, at de billeder ikke findes i de Varnæske fotoalbums… Agnes spørger om hun vil have en kop til, og Maja takker ja, hvis Agnes har tid. Agnes siger, at det er fyraften, og hendes mand kommer alligevel først hjem på lørdag. Det er ligesom med min, siger Maja. Agnes spørger, om bankdirektørfamilien er ordentlige ved Maja, og Maja siger, at de er flinke nok, men at det er svært at få tiden til at gå. Maude lærer hende at ‘gå om’ rengøringsdamen, og synes, at det må være vildt irriterende. Det kan Agnes tale med om. Hun lader frk Jørgensen klare det alene, for ellers kom de nok op og slås. Sådan vil Maja også helst være. Agnes spørger om de ikke skal have deres eget, men Maja siger, at Maude helst vil have at de skal bo på Frederiksberg eller Østerbro eller et andet megafint sted. Maja synes, at det er lige meget. Agnes spørger hvad Ulrik synes. Og her bliver det sårbart. Maja bliver ked af det, og Agnes spørger om han er en bisse. Maja siger, at han er ligeglad. Agnes siger til hende, at hun skal komme på besøg engang imellem, så skal de nok få grejet Ulrik, den møgunge. Maja nikker og smiler forsigtigt.
Laura kommer gående ude på gaden foran Agnes’ hus. Indenfor sidder Agnes og Maja og griner sammen, mens Pax spiser godbidder fra en tallerken på gulvet. Agnes fortæller historien om Maudes billede, som Boldt købte på auktion til Agnes. Laura kommer ind, og synes ikke at det er en historie, der skal deles. Maja siger, at det er et pænt billede, og at hun slet ikke vidste, at Maude kunne male. Laura kommer med Maudes nyloner, som skal opmaskes (så det er en anden dag, for Maude ville næppe sende to afsted med forskellige ting på samme dag). Maja siger tak for kaffe, og siger at hun hellere må gå. Hun kalder på Pax. Laura hænger billedet op, mens Agnes viser Maja ud. Laura siger skarpt, at det vil fruen ikke synes om, men Agnes siger, at fruen ikke rager hende. Agnes siger, at hun kunne kende hende på hunden. “Ja” siger Laura “Den har de også snart taget fra mig”. Stakkels Laura som ingenting har og heller ikke under andre det.
En meget brugt Jørgen med skævt slips sidder på Postgården og drikker, da overtjeneren kommer med regningen. Jørgen beder først om en flaske mere, og overtjeneren nikker lidt misbilligende. Jørgen ser over skulderen efter ham, og bemærker hr og fru Jessen, som sidder og ser over på ham. Jørgen griner forsorent for sig selv og tømmer sit glas. En tjener kommer med en flaske, og skal til at hælde op, men Jørgen tager flasken fra ham – den klarer han selv. Han hælder en klar vædske op i et glas og spæder op med citronvand. Han ser også mod Jessens igen, som begge nu ser på ham. Jørgen rejser sig, og går over til dem. Han står og luder lidt, mens han siger, at han har bemærket deres interesse. Han sætter sig ved deres bord, så de ikke behøver at glo så langt. Overtjeneren kommer hen (måske for at afværge situationen), men Jessen siger, at hans kone har lyst til mere dessert, og han går hen for at hente menukortet. Fru Jessen siger, at det ikke er lyst, men fordi hun trænger. Det synes Jørgen også at hun ser ud til. Jessen siger, at Jørgen jo er beruset, og Jørgen siger, at han hellere vil være beruset end forædt. Jessen vil have ham væk, men Jørgen siger, at hvis han går tilbage til sin plads, så skal han bare sidde og råbe til dem i stedet for, og det kan de ikke være interesserede i. Jørgen siger, at de ikke skal beklikke hans ære, og kender de måske ikke injurielovgivningen, som han med Mads’ hjælp endelig er kommet i tanke om. Fru Jessen anklager ham for at have hjulpet hendes bror med at snyde hende for hendes fædrende arv. Jørgen griner bredt og forsorent – der slap det endelig ud! Så lyder en velkendt stemme, som bag ham siger “Pusling?”. Jørgen stopper op og ser himmelfalden ud. Det er Gitte Graa – lige så dejlig som altid. Han prøver at rette på sit hår og ser glædesstrålende ned på hende. Hun vidste bare, at hun ville kunne finde ham her. Jørgen gestikulerer til fru Jessen og siger “Frels mig fra denne kvinde” og Gitte kommentere, at hun et øjeblik havde været bekymret for at han havde skiftet til fruestørrelse. Fru Jessen stirrer efter hende med åben mund og polypper. Gitte spørger om de har østers her, og Jørgen bestiller straks to dusin. De sætter sig, og Jørgen siger, at han nok tænkte at hun ville komme hjem til sæsonens åbning. Han har glemt alt om Jessens nu, som sidder og ser fornærmede på ham og Gitte.
I banken ser Frederiksen og frk Mortensen ud af vinduet, og advarer de andre om, at nu kommer bankdirektøren. Personalet står derfor klar til at lykønske med fødslen af næste generation – en dreng, så arvefølgen er sikret. Frk Mortensen bliver bedt om at sørge for kaffe på Postgården – det er en tradition. Hr Stein følger med ind på kontoret, og spørger til den unge fru, som ifølge Hans-Christian befinder sig godt. Der er et års tid til at Ulrik er færdig med sit studie, og så dukker han nok op i banken. Frk Mortensen banker på, og melder murermester Jessen, som er dukket op i arbejdstøj. Hr Stein kommenterer, at det må være den første gratulant, men det er ingenlunde Jessens ærinde. Jessen siger vredt, at han og hans kone er blevet groft forulempet af Jørgen i går aftes. Hvad Jessen har tænkt sig at Hans-Christian skal gøre ved det er en gåde.
På Postgården ligger Jørgen i sengen og er kun langsomt ved at komme til sig selv. Han hoster lidt. Hans værelse er rodet. Gitte Graa kommer ud fra badeværelset. Hun har været i bad og er godt igang med sin morgentoilette. Hun ser lidt misfornøjet på den småkremtende Jørgen, der stadig ligger i sengen. Hun tager sin makeupkuffert hen til Jørgens bord, hvor hun fejer en bunke papirer på gulvet, så hendes kuffert kan være der. Hun kalder på Jørgen for at vække ham. Han rækker en arm ud efter hende og beder hende komme. Men hun gider ikke mere af ‘det der’, og siger, at de skal ud og være noget for Carl (baronen). Jørgen synes, at hun skal koncentrere sig om ham, men hun siger, at når hun er hjemme så kort, så må hun fordele sin gunst. Jørgen siger, at de også skal tale om fremtiden. Gitte himler lidt med øjnene, rejser sig og trækker dynen af Jørgen, så han ligger splitternøgen, og siger den fantastiske replik: “Fremtiden? Hvad er det for noget?”
Vi er på en hospitalsstue med en masse blomster og gaver. Maja ligger og læser en avis, da der bliver banket på døren. Det er dr Hansen, som kommer med Ulrik, som har set barnet og har erklæret sig tilfreds. Ulrik går smilende hen til Maja men en buket blomster, og kysser hende. Ulrik siger glad, at babyen var sød. Maja siger glædesstrålende, at Maude sagde, at han lignede Ulrik. Maja viser gaverne frem. Den fra banken, som takker for 5. generation. Ulrik griner. Dr Hansen tager buketten, så han kan sætte dem i vand, og Ulrik sætter sig ned. Ulrik spørger om det gik godt, og Maja siger, at alle har været så flinke. Hun peger på gaver: et tæppe fra Maude, et guldarmbånd fra Hans-Christian (Ulrik smiler halvhjertet), en rangle fra Helle, og en sparkedragt fra Agnes. Ulrik bliver overrasket og spørger om Maja kender Agnes? Maja siger, at hun har været så sød ved hende. Ulrik nikker og smiler lidt usikkert. Maja bliver alvorlig, og siger, at hun ligeså godt kan sige det: hun flytter ikke til København med den lille. Ulrik spørger hvad hun så vil. Maja siger, at hun enten vil finde noget i Korsbæk, som han også kan bo i, når han har tid og bliver færdig med studiet eller også vil hun flytte tilbage til Vordingborg. Ulrik spørger hvad hun vil der, og hun siger, at hun vil bo og arbejde der. Hun vil kunne få noget på hospitalet som plejerske eller i køkkenet, det ved hun. Ulrik siger skeptisk, at det kan hun da ikke byde drengen. Maja ser op og spørger, om han kan byde ham noget, der er bedre. Og det er jo et godt spørgsmål, som Ulrik lige skal tænke over om han kan.
Jørgen er hos Mads. Han ser lidt friskere ud end han har gjort før – sådan med måde. Han siger til Mads, at problemerne med Jessens og Havgården og bestyrelsesposten ikke længere eksisterer, og det glæder Mads – på hans vegne. Jørgen siger, at det er ligegyldigt nu, fordi han har helt andre planer. Jørgen minder Mads om, at han engang havde tilbudt ham en vis støtte, hvis Jørgen ville købe Skjold-Hansens praksis. Det husker Mads godt, og spørger hvad Skjold-Hansen forlanger, men det ved Jørgen ikke. Hans plan er nemlig at slå sig ned som investeringsrådgiver i Schweitz. Mads ser lidt træt på ham, og spørger Jørgen om han ikke selv har nogen midler, men Jørgen har ikke nok. Men, siger han, hvis Mads vil lægge 50.000,- så kan Jørgen købe sig ind i et firma, som vil give god fortjeneste, også til Mads. Det er svært at beskrive præcist hvor hånlig og nedladende Mads ser på Jørgen her. Jørgen er jo slet ikke evnerne til at være med på det niveau. Mads siger, at hans tilbud gjaldt en rimelig støtte, så Skjold-Hansens praksis kunne føjes til Jørgens egen. Han siger, at Jørgen da måtte have tjent gode penge på tørvene de sidste mange år. Jørgen undskylder sig med, at når man er alene, og bor på hotel, så bruges pengene jo hurtigt (og ufornuftigt, Jørgen!), og Mads lader tydeligt skinne i gennem, hvor ufornuftigt han synes Jørgen lever, og kommenterer også på mængden af sprut Jørgen drikker. Det er tydeligt at se på Jørgen at det rammer plet, og han langer ud en sidste gang og siger, at Mads har tjent mere end 50.000 på handelen med Havgården. Nu bliver Mads vred og siger, at der ikke er noget at komme efter der. Jørgen truer med at fortælle hvad han ved, men Mads siger, at han ingenting ved, og at han slet ikke har nogen beviser på noget. Mads siger, at han ikke lader sig presse af en lommeprokurator, og siger at Jørgen er en færdig mand (det lyder umiddelbart som en fyring). Jørgen siger desperat, at Mads måske er færdig før ham og går. Mads ser vredt efter ham.
Jørgen går i banken, men Hans-Christian er der ikke. Han sidder hjemme og spiser frokost med Maude, Elisabeth og Maja. Babyen begynder at græde og Maja springer op. Maude siger, at hun skal overlade barnet til hjemmesygeplejersken, men Maja vil helst selv. Hun siger, at hun kommer ind med ham, når han er skiftet, men Maude siger, at de aldrig har brugt det med at amme i stuerne – det skal hun hygge sig med på sit værelse. Elisabeth siger, at hun har noget som hun gerne vil tale med Maja om, og at hun kommer ind til hende senere. Maja nikker og suser ud. Hun tegner allerede nu til at blive en meget bedre mor end Maude. Maude mener, at Maja nok skal komme efter det, men med lidt held gør hun ikke. Elisabeth ser virkelig glad og smilende ud. Maude og Hans-Christian rejser sig fra bordet for at gå ind i den anden stue. Maude fortæller, at Maja jo har fået den idé ikke at flytte til København. Elisabeth siger, at det er derfor hun er kommet: de kan få hendes lejlighed. Maude spørger, hvor hun så skal bo, og Elisabeth siger, dér hvor hun bor nu. For hun har giftet sig. Maude og Hans-Christian stirrer på hende. Hun står i døren og smiler, og fortæller at både hun og Kristen altid har været imod lange forlovelser.
I banken sidder Hans-Christian overfor Jørgen, som fortæller at de nu kan få skovlen under Mads Skjern. Men Kristen har endnu engang reddet sin bror ved at gifte sig. Hans-Christian er ikke interesseret i at skabe mere splid i byen. Jørgen fortæller om sine planer om Schweitz, og regner med at banken vil låne ham pengene med Jessens velsignelse, når han har røbet hvad han ved om Mads. Men Hans-Christian vil ikke gå med til at låne ham så stort et beløb. Jørgen siger desperat, at han vil ud af Korsbæk. Hans-Christian opfordrer ham til at tage til en eller anden anden provinsby, så. Det er hvad han har format til. Han råder ham til at glemme alt om den historie. Jørgen siger trodsigt, hvad så hvis han nægter at gøre det? Hans-Christian siger, at så har han set ham og hans familie for sidste gang.
Frk Jørgensen tager sit forklæde af og stopper op i døren til stuen, da hun ser at Laurits sidder der og læser avis. Han ser irriteret op, og hun bakker ud igen. Hun går den anden vej rundt og ind i den anden stue, hvor hun siger til Agnes, at hun kommer tilbage kl 5. Agnes siger, at hun kan vente til kl 6, så ordner hun kartoflerne. Frk Jørgensen nejer og siger oprigtigt tak. Laurits spørger, hvorfor hun overhovedet kommer, når han er hjemme. Agnes kommenterer, at han jo ikke hjælper med noget. Laurits siger, at han vel har lov til at have en fridag, og det mener Agnes at hun jo også har. Laurits rejser sig for at gå, og siger, at han har aftalt et slag kort, og at han har et par kammerater med hjem til middag. Agnes siger, at det dur ikke, for der er svinekoteletter til middag, og der er ikke nok til to til. De skændes. Det er åbenbart ikke første gang han inviterer gæster uden varsel. Ovenikøbet gæster, som ikke gider tale med Agnes. Laurits siger, at hun jo ikke interesserer sig for hvad de siger, og hun giver igen, at de heller ikke gider høre på hende. Laurits mener ikke de gider at høre om Agnes’ lille forretning. Agnes bliver vred og siger, at det jo er den, der forsørger dem, og sørger for at begge drenge kommer på latinskolen. Laurits siger spagt, at han vel stadig er far til drengene, men det synes Agnes ikke, at de mærker meget til, for han glemmer deres fødselsdag, og glemmer de aftaler han laver med dem. Partiet kommer stadig i første række! Hun er træt af at affodre hans kammerater. Han siger vredt, at han jo bare kan spise ude – det kan man jo gøre på flere måder. Men det bider ikke på Agnes. Hun kan klare sig uden Laurits, så han skal være velkommen til at spise ude – også i aften. Han går og smækker med døren og hun råber af den lukkede dør, at de så i det mindste kan prøve at betale deres mad selv.
Der er dansant i Rosenhaven aka Jernbanerestauranten. Lille Palle står på scenen. Det er meget folkeligt. Iben, Jenni, Mogens og Jørgen sidder der og drikker. Fede og Laurits sidder ved stambordet (som er reserveret), og ser lidt nedtrykte ud. Ada og Boldt er i fint nyt tøj – sådan lidt tyroler-agtigt. Oluf kommer ind. Fede siger, at de ikke må sidde ved bordet, fordi det er reserveret til nogle andre. Oluf laver sjov med Boldt, og Ada kommer hen og siger surt, at de ikke har bestilt bord. Iben kommer ud fra toilettet og inviterer dem hen til deres bord. Laurits bestiller pilsnere, men Ada siger, at når der er dansant serverer de kun øl i krus. Jenni spørger Laurits om han danser, men han siger, at han nægter at bevæge sig mellem de småborgerlige fiduser. Mogens er nedtrykt, fordi Ellen vil læse til tandlæge – et valg som Iben bakker varmt op om. Mogens siger, at han immigrerer, så alt tyder på, at han og Ellen skal skilles. Jørgen spørger efter benzinmærker igen og igen. Der spilles op til lystig musik, og Iben spørger om der er nogen, der vil danse. Oluf foreslår Fede, og han kaster sig ud i det. Oluf sidder og synger med og er i højt humor. Jenni ser altædende på Mogens, som ser væk. Jørgen spørger for tredje gang efter et benzinmærke, og Oluf spørger hvad det går ud på. Jenni forklarer, at han vil til København for at sige farvel til en dame – Gitte Graae må vi gå ud fra. Oluf siger, at han mere ligner én, der kunne bruge et kaffemærke. Iben og Fede danser og har en fest. Ada står bag disken og smiler glad og tilfreds med succesen. Jenni trækker Mogens med ud på dansegulvet. Oluf spørger Laurits, hvordan man stopper musikken. Laurits fortæller, at det kun er hvis man giver musikken en omgang, og Oluf rejser sig straks. Tilbage ved bordet sidder Laurits og Jørgen, og Laurits spørger nedladende, hvordan overretssagføreren har det. Jørgen svarer ikke, men rejser sig og beder Boldt ringe efter vognmanden. Oluf kommer tilbage; han har bestil øl til musikken nu. Mogens kommer tilbage og sætter sig. Fede kommer også forpustet tilbage. Tilbage på dansegulvet er Iben og Jenni, som danser sammen. De griner og har det sjovt.
Der er sammenkomst hos Kristen og Elisabeth. Både Varnæs og Skjern er der, samt baronen og Vicky mfl. Mads siger til Elisabeth, at middagen bar præg af at der var en frue i huset igen. Elisabeth siger, at det snarere var fordi fru Olsen er tilbage i køkkenet igen (hende Iben hele tiden gik og faldt over). Mads siger, at de vel mister deres organist nu, men Elisabeth siger, at det gør de ikke, hvis hun stadig kan bruges. Mads spørger Kristen om han ikke kan forsørge sin kone. Ingeborg bryder ind, og spørger om det ikke er nok, at hans fikse idéer går ud over hende. Mads smiler til hende uden at fatte dybden af det hun siger. Mads går hen til Hans Christian og praler lidt med, hvor godt det går ham, og kommenterer, at der var plads til dem begge to. I sofaen sætter Vicky sig med Gustav. Vicky siger, at her er hyggeligere end da hun boede der. Gustav foreslår hende at følge samme opskrift til lykke, som har kastet sådan et mildt skær over hans søster, og gifte sig. Med hvem, spørger Vicky grinende. Med mig, siger Gustav. Han fremhæver sig selv: lovende ung mand, rang af major og med en fremtid i forsvarsministeriet. Vicky siger, at lige meget hvad hun gør, så rykker militæret ind på hende. Først hendes far, og nu Gustav. Gustav siger, at der vel også var ham fra den spanske borgerkrig (Herbert), og Vicky siger, at ja, ham var der også, og Gustav hæfter sig ved at hun siger ‘var’ i datid. Det ser ud som om der er håb for de to, nu hvor Gustav er vokset fra cykelpumperne. Maude og Ingeborg sidder og snakker sammen om hvordan Kristen og Elisabeth passer godt sammen. Maude spørger Dr Hansen om musikken fortsætter, og det regner han bestemt med. Han siger, at det er op til værtinden om der bliver spillet her til aften. Værtinden sidder og taler med baronen, som spørger til Jørgen Varnæs, som også skulle have været der. Elisabeth siger, at han skulle til København for at sige farvel til en veninde. Baronen røber, at det bliver et sidste farvel, for hun skal giftes med en italiensk bilkonge, som bor i Portugal. Det overrasker Elisabeth en del, og hun ser bekymret ud. Kristen kommer hen sammen med Dr Hansen, og bøjer sig ned mod Elisabeth. Maude og Ingeborg udveksler erfaringer med at have døtre – det synes de begge er svært. Ingeborg antyder, at hun ikke synes at Ellen bruger hovedet, og det synes jeg alligevel er lidt uretfærdigt, for hun vil da studere, og det lyder overordentligt fornuftigt. Trioen finder deres instrumenter frem og er ved at gøre til at spille. Kristen bøjer sig lidt ned over Elisabeth og hun ser op på ham og han ser på hende, og de ser virkelig lykkelige ud.
Ellen står og kigger ud af vinduet. Hun spørger Mads hvad hun skal med huset, når hun ikke vil blive i byen. Hun vil lære noget, bestille noget. Mads foreslår, at hun kan komme ind i forretningen, men det har hun ikke lyst til. Mads bliver meget ked af det, da hun takker nej, og siger, at hun også har fået nok af Korsbæk. Han ser ulykkeligt efter hende.
Hans Christian er på sit kontor i banken, da han bliver ringet op. Det er om Jørgen, som han ikke har set i flere dage. Han siger, at han kommer straks. Han skynder sig ud af døren bagefter, og beder Hr Stein om at ringe hjem til Maude og sige, at han bliver forsinket til middag: de skal have gæster. Og Dr Hansen bliver nok også forsinket, siger han.
Vicky sidder og kæler med Pax. Elisabeth og Kristen sidder og skæver til hinanden, og Maude siger, at hun ikke kan forstå, hvor Hans Christian og Dr Hansen bliver af. Kristen siger, at det ikke gør noget – de plejer at spise sent. De er bekymrede for om der er sket noget med Jørgen. Maude siger, at det er blevet så mærkeligt med Jørgen. Der foregår en masse ting, som hun ikke forstår. Pax sidder og ser bedende på Maude, som siger, at han plejer at få to småkager af sin far inden middag. Vicky tilbyder at hente dem til ham. I køkkenet er Laura i fuld sving. Hun spørger Vicky om bankdirektøren er kommet, men Vicky siger, at hun bare skulle hente småkagerne. De står allerede klar på bordet til ham. Vicky siger, at her vel nok dufter dejligt. Laura siger surt, at man må håbe at det varer ved, for det kunne let gå hen og branke, men det mener Vicky ikke kan ske for Laura. Laura kommenterer, at det i hvert fald ikke er et hus, hvor man tør lave souffléer. Vicky kommer med småkagerne, netop som Hans Christian og Dr Hansen kommer. Hans Christian siger, at han har hentet Jørgen i detentionen. Han ser ulykkeligt på Maude, som også ser knust ud. Dr Hansen siger, at de har fået ham indlagt – ikke her i byen dog. Maude synker ned i lænestolen. Kristen og Elisabeth spørger om de ikke skal komme tilbage en anden aften, men Hans Christian siger, at han trænger til at være sammen med normale mennesker. Dr Hansen ser også berørt ud. Hans Christian aer den ulykkelige Maude på kinden. Kristen er meget berørt af situationen.
Kristen er hos Mads, hvor han fortæller ham, at han har sagt ja til et andet job, og forlader Korsbæk. Mads er vred og uforstående. Mads mener at det må være noget Elisabeth har fundet på, men Kristen siger, at han ikke har diskuteret tilbuddet fra København med Elisabeth (dafuc? har han sagt ja, uden at drøfte det med hende?!). Mads spørger om det handler om penge, for så kan han da få mere i løn. Men Kristen siger, at det ikke handler om penge. Det handler om, at han ikke vil spille sammen med Mads længere. I stuen ved siden af går Ingeborg rundt og ser bekymret på døren ind til kontoret. Mads skælder Kristen ud og spørger, hvor han havde været uden ham. Og nu har Kristen fået alt han ønsker sig, og kan være i stue med sin kones familie. Men Kristen vil også gerne kunne være i stue med sig selv. Mads spørger om han skal straffes på grund af Jørgen Varnæs, men Kristen vil ikke straffe ham. Han vil bare være uafhængig af ham. Kristen rejser sig for at gå. Da han står i døren, siger Mads følelsesfuldt “Men du er min bror”. Kristen trækker vejret dybt og går, og lukker døren bag sig. Mads råber “Du er min bror!” efter ham. Ingeborg ser forskrækket op inde fra stuen ved siden af. Det hørte hun godt.
Mit Matador 